Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

José Saramago: Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola

Langsom læsning om byggeri og kærlighed

Mindst to historier flettes sammen i denne roman, der foregår i første halvdel af 1700-tallet. Vi er i Portugal, hvor franciskanerne lokker kongen til at bygge et stort kloster i Mafra. Det udvikler sig til et gigantisk prestigebyggeri. Samtidig er præsten Bartolomeu Lourenco optaget et mystisk projekt. Han vil bygge en flyvemaskine, Passarola, der er formet som en stor fugl og skal drives med alkymistiske hemmeligheder.

Baltasar og Blimunda - forside

Det er Baltasar og Blimunda, der binder historien sammen. Han har mistet sin venstre hånd i krigen, og på vej hjem til Mafra møder han den smukke Blimunda. Hun er født med magiske evner, for indtil hun har spist dagens første måltid, kan hun se skjulte ting i mennesker og bygninger. Sammen bliver de Lourencos hjælpere, og mens han er på rejse i udlandet, vender de tilbage for at arbejde på byggepladsen i Mafra.

Der er også kapitler fra hoffet og forbløffende skildringer af optog og ceremonier, men det er Baltasar og Blimundas kærlighed, der holder historien sammen. Den virker i starten usandsynlig, men de bliver hurtigt uadskillelige, også for læseren. Samtidig er loyaliteten over for præsten stor, og det viser sig, at Blimundas evner spiller en særlig rolle for planerne om at få flyet i luften.

Saramago skriver flydende og fabulerende. Teksten tager tid at læse, for direkte tale markeres ikke, og i stedet for at lave linjeskift fletter han lange passager sammen uden brug af punktum. Et afsnit på en side er mere almindeligt end et på mindre end en halv. Sådan er magisk realisme, og bogen er faktisk ikke svær at læse. Sproget er bare meget rigt, så det tager tid at læse.

Da jeg læste Stenflåden, fyldte den magiske præmis – at den iberiske halvø løsriver sig og sejler ud i Atlanterhavet – lidt for meget. Her doseres det magiske mere forsigtigt, og romanen bobler af fortælleglæde, som gjorde den til en langsom fornøjelse at læse.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s