Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Charles Dickens: Great Expectations

Store forventninger – og store skuffelser

Årets ferie gik til London, hvor jeg tilbragte en uge med familien. Det var fantastisk! Masser af god mad, masser af spændende ting at se og masser af hygge med børnene, der i det store og hele fandt sig i at blive slæbt rundt for at se en hel masse seværdigheder. Men det var også en type ferie, hvor jeg ikke fik læst så meget, som jeg plejer, så der bliver ikke noget ”sommerferie-tema” på bloggen i år med litteratur læst på ferien om det land, der var målet for rejsen.

Great Expectations - forside

Lidt blev det til, og det bør nok præciseres til lidt, men godt. Jeg havde et af Dickens’ hovedværker i kufferten, og de fleste dage sluttede med ondt i benene og et par kapitler af Great Expectations fra 1861. Flere fortællinger bindes sammen på kryds og tværs af tidens sociale skel. Godt og ondt findes alle steder – og rigdom er bestemt ingen garanti for lykke.

Pip er en lille, forældreløs dreng, da vi møder ham på en øde kirkegård i Kent. Han besøger forældrenes grave, inden han bliver overrasket af en straffefange, der er flygtet fra det nærliggende fangeskib. (Hvis nogen vil have billeder på dén specielle fængselsform, kan jeg anbefale Fangeskibet af Francois Bourgeon.) Fangen truer Pip til at skaffe sig mad og en fil, og den oplevelser kommer til at præge ham i mange år.

Pip er bogens hovedperson, og det er gennem ham, vi oplever samfundets kringelkroge. Han bor hos sin tyranniske søster, der omgiver sig med utålelige Dickens-typer som onkel Pumblechook, og hendes elskelige ægtemand Joe. Joe er en simpel smed og hans kærlighed til Pip er ubetinget og grænseløs, selvom Pip ikke altid gengælder den efter fortjeneste.

Tilværelsen er lagt til rette, indtil Pip bliver bedt om at give den rige Miss Havisham selskab. Hun lever isoleret i et palæ, hvor tiden blev sat i stå i sorg og vrede, da hun blev forladt af sin kommende ægtemand. Beskrivelsen af hendes tomme tilværelse omgivet af alt det bryllupsudstyr, der aldrig blev til noget, er et af bogens højdepunkter. Det eneste livfulde i huset er adoptivdatteren Estella, som Pip forelsker sig grænseløst i.

Nogle år senere opsøges Pip af advokaten Mr. Jaggers. Han fortæller, at en ukendt velgører vil gøre ham til en gentleman og på længere sigt til en rig mand. Det lyder suspekt i moderne ører, men Pip griber straks chancen og flytter til London uden at gøre sig større overvejelser om, hvad han opgiver undervejs. Faktisk er han mest optaget af at holde Joe og hans simple manerer på afstand.

I London indleder han snart en tilværelse som en rigtig gentleman: Nul arbejde, luksusforbrug, gæld og nye venner i samme situation. (Og fjender: Bentley Drummle er en ubehagelig stivstikker, så penge og gode manerer er ingen garanti for venlighed) Det nye liv passer Pip fint, men han drømmer om at velgøreren skal give sig til kende, så han endelig kan få Estella. Så nemt går det ikke. Da hemmeligheden endelig bliver afsløret starter en nedtur og nye kampe. Det er fint at have store forventninger, men forventninger kan også blive skuffet.

Der er mange sammenfald i historien, og man kan indvende, at det gør fortællingen lidt søgt, men en Dickens-roman lever især i persontegningen og situationsbeskrivelserne, og de er fænomenale. Romanen er en serie af stærke scener og et galleri af personligheder, som på én gang er sære og genkendelige: Pip, miss Havisham, Joe, Wemmick, Magwitch, Mr. Jaggers, Herbert osv.

4½

Advertisements

3 thoughts on “Charles Dickens: Great Expectations

  1. Spændende omtale – bogen står også hjemme på min hylde og venter på mig.
    Jeg har læst Oliver Twist, og da syntes jeg også at de mange sammenfald på en måde fik fortællingen til at virke søgt, men jeg tror simpelthen at det er en charme ved Dickens, man ikke skal klandre ham for, men bare nyde 🙂

  2. “Great Expectations” er en af mine absolut yndlingsbøger. Jeg synes, den er så fin og personskildringen er så rammende.

  3. Gitte, jeg tror du har helt ret i, at den lidt kunstige måde at binde de løse ender sammen på hører med, når man læser Dickens. Som jeg har forstået det, skrev han mange af sine historier som føljetoner i aviserne. Det gav behov for overraskende cliffhangers, og det betød selvfølgelig også, at han ikke kunne redigere, når han vidste, hvor historien skulle ende. – Men tag endelig bogen ned fra hylden, den skal nok leve op til dine forventninger.

    Jeg er meget enig med Rikke, når hun fremhæver persontegningerne. Min favorit var nok Wemmick med hans skarpe skelnen mellem arbejde og fritid og med ombygningen af sit byhus til en ridderborg med voldgrav og det hele.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s