Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

John Fowles: Den franske løjtnants kvinde

Eksperimenterende roman om Victoriatiden

Bogen foregår i 1860’erne. Det var mens den snerpede – i hvert fald for overklassen – Victoriatid var på sit højeste. Gentlemen skulle i enhver henseende opføre sig korrekt og behersket, kvinder måtte intet kende til sex, og de enorme formue-forskelle gjorde det almindeligt for overklassen at have en mindre hær af tjenestefolk til deres rådighed.

Den franske løjtnants kvinde - forside

Charles er forlovet med Ernestina, og de er sammen taget til Lyme på Englands sydkyst for at besøge hendes tante. Det er midt i en forlovelse på et års tid, og på overfladen er det en lykkelig forbindelse. Han har udsigt til titel og penge; hun har ingen titel, men til gengæld endnu flere penge. Deres forhold er bygget på ironi og vid, men der mangler noget lidenskab.

I Lyme møder Charles Sarah Woodruff, der lokalt er kendt som Den franske løjtnants kvinde. Hun har lavet skandale ved at lade sig forføre af en fransk kaptajn, og hun optræder nu som anstandsdame for den frygtelige Mrs Poulteney, der går mere op i at være moralens vogter end i kristen tilgivelse.

Tidens normer tillader end ikke, at Charles og Sarah taler eller bliver set sammen, men da de mødes på en gåtur langs klinten, begynder der alligevel at ske noget imellem dem. For en moderne læser kan det virke helt utroligt, at en kærlighed skulle kunne udvikle sig på så spinkelt et grundlag, men som Fowles på et tidspunkt bemærker, så betød den strenge moral, at der ikke skulle så meget til at pirre sanserne. Less is more – også i kærlighedslivet!

Kærlighedshistorien er spændende i sig selv, men romanen er også mere end en roman. Fowles træder hyppigt frem og kommenterer sig egen tekst. Enten i form af kulturhistoriske beskrivelser af epoken eller direkte som forfatter til den roman, man sidder med mellem hænderne. Det første fungerer fint og giver bogen en ekstra dimension som faghistorisk formidling. Det andet er jeg mindre begejstret for. Selvfølgelig er enhver roman en forfatters konstruktion, men jeg synes det går ud over oplevelsen, at det fremhæves eksplicit i løbet fortællingen.

Det er de to hovedpersoner, der bærer romanen. Begge er på forskellig vis forløbere for den tid, der kommer. På overfladen er Charles yderst konventionel, lige fra hans ægteskabsplaner til hans private hobby som amatørpalæontolog. Men han kan ikke fuldføre det, og i virkeligheden har han det bedre med amerikanernes åbenhed end det engelske samfunds stive normer. Sarah stikker ikke bare ud i sin samtid. Hun ville være bemærkelsesværdig til alle tider, fordi hun i så høj grad sætter sig ud over andres normer og først og fremmest prøver at leve i harmoni med sig selv. På mange måder foretrækker hun at blive foragtet for et forhold, der ikke blev til noget, frem for at leve i et, der tvinger hende til at leve på en bestemt måde. Det er der noget meget moderne over – og bogen er trods alt skrevet i slutningen af 1960’erne.

Den franske løjtnants kvinde er en klassiker, der både kan læses for sin historie og for sine stileksperimenter. Den er interessant på begge måder.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s