Anmeldelser · Klassikerhjørnet

J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe

I sine drifters vold

Midt i sommerheden zoomer vi langsomt ind på Tjele Hovedgård i Jylland og på den unge Marie Grubbe, der endnu er spæd og fin og uberørt af livet og kærligheden. Hun er ung og uskyldig, men Jakobsen lader hende allerede på dette tidspunkt drømme erotisk om underkastelse, og hendes fascination af maskulin styrke og brutalitet er gennemgående for hendes kærlighedsforhold. (Ikke for hendes to første ægteskaber, men de holdt jo heller ikke.)

Historien om Marie Grubbe har optaget mange danske forfattere, og det er vel ikke så sært. Adelspigen, der blev gift med og skilt fra en kongesøn og så blev gift med en adelsmand for efter 16 års ægteskab at stikke af med den simple ladefoged, er simpelthen for god en historie til ikke at blive til litteratur.

Fru Marie Grubbe - forside

Udover denne roman har jeg læst En landsbydegns dagbog. Der er mange andre, men der er ingen, der fylder så meget i dansk litteratur som J.P. Jacobsens roman fra 1876. Den er endda kommet med i den danske litteraturkanon.

Faderen tager Marie med til København for at introducere hende ved hoffet. Det er under Københavns belejring 1658-60, hvor perspektivet bredes ud til en lidt større personkreds, og hvor Jakobsen også giver et levende indtryk af de simple borgeres liv og af mobiliseringen mod den forhadte fjende. I spidsen for kavaleriet er den unge Ulrik Christian Gyldenløve, som hun aldeles begærer, selvom der aldrig kommer noget forhold ud af det. I stedet bliver hun nogle år senere gift med hans bror Ulrik Frederik Gyldenløve, men kærligheden går snart i stykker og de skilles i forbitrelse.

Marie Grubbe er en fascinerende person. Hun er i udpræget grad styret af sine drifter. Magt og politisk indflydelse interesserer hende ikke, og slægtens position bryder hun sig heller ikke meget om. Hun higer efter kærlighed, men det er ikke nok at finde en mand, der elsker hende. Det skal være en mand med stort M, sådan en som Søren, der selv under en brand tumler de frygtsomme heste.

Sproget er vidunderligt billedrigt og levende. Tag blot indledningen: ”Den luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker. Den var blevet baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblade, og duften af de gule lindes gule blomster havde gjort den fugtig og givet den fylde.” Det er så smukt, og bogen er fyldt med den slags sanselige billeder, hvor man føler, at man er der selv.

På den anden side er sproget også en udfordring, når man hører bogen som lydbog, sådan som jeg gjorde. Dan Schlosser er en vældig god oplæser, men når Jacobsen skriver 1600-tals dansk, ind imellem krydret med fransk eller en solid dansk dialekt, så skal man holde tungen lige i munden.

Jeg har givet Marie Grubbe fire bøger, men jeg har på fornemmelsen, at jeg vil vurdere den endnu højere, når jeg har læst den på papir. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg – bogstaveligt talt – skal have den mellem fingrene på et tidspunkt.

4

Reklamer

One thought on “J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s