Om det at læse

Hvem vinder DR Romanklubben 2013?

Sæson med højt niveau fra start til slut

Et sidespring først: Jeg er nået til femte sæson i romanklubben, så jeg har et vist grundlag at sammenligne på, og jeg er slet ikke i tvivl om, at niveauet i år generelt har været højere end i noget andet år. Der har godt nok ikke været et decideret mesterværk i puljen, som da Hildegard 2 var med for to år siden – og til min fortsatte forundring ikke vandt – men ingen af de seks bøger i denne sæson er faldet igennem. De har alle sammen givet mig noget, og jeg har læst dem med fornøjelse. Karaktererne går fra 3½ til 4 bøger, så det er tæt.

Men vi skal jo bestemme os. I klubberne kan vi kun nominere tre bøger, og selvfølgelig har nogle romaner også givet lidt mere end andre.

På en 6. plads…
Den stjålne vej

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Den stjålne vej
Danmark er blevet et krigsførende land, der ofte har tropper udstationeret i udlandet. Det sætter sit præg på os, og det har givet en større interesse for lande som Afghanistan og Irak. Henriette Møllers Danskerheld ser konflikten i Irak fra de danske soldaters side, mens Riebnitzsky fokuserer på afghanerne. Det er romanens styrke, men det er også dens svaghed, for jeg havde svært ved at slippe fornemmelsen af, at personerne mere udsprang af en dansk forfatters forestilling om Afghanistan end af den afghanske virkelighed. Jeg var mest optaget af den handlekraftige kvinde Malika, som er romanens mest sammensatte og hele skikkelse.

På en 5. plads…
Sten saks papir - forside

Naja Marie Aidt: Sten saks papir
Hvis man vil være skeptisk kan man godt sige, at Aidts første roman i virkeligheden er en sammenskrevet novellesamling. Historien fungerer bedre i de enkelte episoder end i helheden. Men det vil ikke være at yde bogen retfærdighed. Det er med en snigende følelse af ubehag, at vi følger Thomas’ deroute. Forholdet til faderen har altid været dårligt, men den befrielse han drømmer om, da han dør, bliver ikke til noget. Juridisk kan man fraskrive sig arv og gæld, men på alle de vigtige parametre må man leve med den familie, man nu engang har fået.

På en 4. plads…
Det blå lys - forside

Stig Dalager: Det blå lys
Det her var svært. Jeg var meget glad for romanbiografien om Madame Curie, hendes forskning og hendes fascinerende liv, der førte hende fra den russiske del af Polen til Paris og til et lykkeligt ægteskab med Pierre Curie. Hun er tydeligvis en enestående skikkelse, og Dalager skriver hendes stædighed og hendes genialitet frem, så man som læser både forstår hendes personlige kampe og hendes videnskabelige landvindinger. Det er fascinerende – ikke mindst, når man interesserer sig for videnskabshistorie. I nogle passager ligger romanen lidt for tæt op af den traditionelle biografi, men samlet set er det en vedkommende skildring af foregangskvinden Curie.

På en 3. plads…
Profeterne i Evighedsfjorden - forside

Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
Romanen har allerede fået flere priser. Det er forståeligt og velfortjent, for Leines fortsatte livtag med Danmarks arv som kolonimagt på Grønland er noget af det bedste, der sker i dansk litteratur i disse år. Her er vi tilbage i 1700-tallet, hvor Morten Falk efter et mislykket kærlighedsforhold havner i kolonien Sukkertoppen. Her skal han navigere mellem danskere fulde af fordomme, grønlænderne i kolonien, og de to indfødte profeter Habakuk og Marie Magdalene, der prædiker deres frihedsbudskab langt inde i fjorden. Det er en historie, hvor fortidens snask og lugte, kropsvæsker og vold nærmest vælter ud af siderne og tager læseren i sin favn. Eneste minus er et gran af usikkerhed om personernes troværdighed og en komposition, der er mere indviklet end nødvendigt.

På en 2. plads…
Døden kører Audi - forside

Kristian Bang Foss: Døden kører Audi
Den første bog i sæsonen gjorde stort indtryk, og det gjorde den sidste også. Foss har skrevet en stram og satirisk roman om nødvendigheden af at leve livet, mens man har det. Det gælder i særligt grad den syge Waldemar, der endelig favner verden og giver sig den i vold, og selvom det måske / måske ikke fremskynder hans død, så betyder det i hvert fald, at han endelig har levet. Det er satiren fra ”Stentofte” og det meget smukke venskab mellem Waldemar og hjælperen Asger, der bærer denne litterære roadmovie. Det kan godt være, at bogen ikke har helt samme tyngde som Dalagers og Leines værker, men til gengæld er den skrevet strammere og mere præcist.

Og vinderen er…
Stine Pilgaard: Min mor siger - forside

Stine Pilgaard: Min mor siger
Det samme kan man sige om Stine Pilgaards Min mor siger. Bogen er kort, men den er utroligt velskrevet, og så rummer den de sjoveste og skarpeste replikker, jeg har læst i årevis. Det er fint i sig selv, men det er især godt, fordi humoren hviler på en grund af alvor. Fortælleren kan sagtens lave sjov med sin mor, men det ændrer ikke på, at moderen er voldsomt dominerende og selvoptaget, og det ændrer heller ikke på, at hun er i dyb krise efter at kæresten har forladt hende.

Min mor siger er en forrygende skildring af min generation og dens forgæves forsøg på at tøjle livets alvor med rappe bemærkninger og ironisk distance. Jeg tror ikke, at Pilgaards roman vinder. Men jeg synes, den burde.

Reklamer

One thought on “Hvem vinder DR Romanklubben 2013?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s