Anmeldelser · Nyere dansk

DR Romanklubben (6. runde) Kristian Bang Foss: Døden kører Audi

Lev livet – du har døden i hælene

Så er vi nået til sidste bog i dette års sæson – og den har gjort udvælgelsen af de tre romaner, der skal nomineres, endnu sværere. Døden kører Audi er nemlig en underholdende og velfortalt afslutning på en flot sæson, hvor hver bog har haft sine kvaliteter og temaer.

Døden kører Audi - forside

Asger oplever en livskrise af de store. Han bliver fyret fra det prestigefyldte arbejde på reklamebureauet og kort efter fyret af kæresten, der ikke kan holde hans drikkeri og ladhed ud. Efter et års deroute tager han modstræbende et job som handicaphjælper, og det bliver starten på et nyt liv.

Waldemar er kronisk syg. Den præcise diagnose får vi aldrig at vide, men han er i hvert fald så syg, at han er afhængig af konstant hjælp, og det har han altid været. Samtidig er han helt klar i hovedet, og det viser sig snart, at de to skæve eksistensers humor går fint i spænd.

Waldemar bor i det trøstesløse Stentofte på den københavnske vestegn. Det er et helt igennem forfærdeligt sted med had mellem danskere og indvandrere, og hvor den fornemste karrierevej går over kontanthjælp for at afsluttes med en førtidspension som altings mål. Det går snart op for Asger, at Waldemars forældre i virkeligheden foragter ham og gennem hele livet har set ham som et middel til at opnå tilskud og privilegier.

Der sker ikke meget. Højdepunktet er den daglige tur til Aldi – som Asger i parentes bemærket ser som den ultimative bundskraber i discountbutikkernes tvivlsomme hierarki – og amerikanske realityshows i TV, som de kan grine indforstået og højlydt af. Morskaben er dog også på egen bekostning – for hvor meget lever de selv, når de sidder i lejligheden dag ud og dag ind?

Da naboen dør, bliver det en påmindelse om at leve livet, mens man har det. Waldemar beslutter, at han vil opsøge en healer i Marokko, og snart drager de af sted i en gammel bil med en pose kontanter og eventyrlyst i blodet. Som i enhver god roadmovie – og bogen er som skabt til at blive en roadmovie – kommer de ud for mange sære oplevelser. Der er ingen kykloper, men flere gange dukker en sort Audi op. Den udstråler kulde og dårlige varsler, selvom bogen på ingen måde er en gyser. Den er snarere en fortælling om at leve livet, mens man har det. Døden er i hælene på os alle, uanset om vi lægger mærke til de sorte Audier eller ej.

Døden kører Audi er en dejlig bog. Den holdes op af skarp dialog og omhyggeligt udmålt handling, men mest af alt af det smukke venskab mellem Waldemar og Asger. Fra vidt forskelligt udgangspunkter finder de sammen om noget, der er godt og rigtigt. Den satiriske skildring af Stentofte bør også nævnes, og i det hele taget er det en meget humoristisk fortælling.

4

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s