Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Jiro Taniguchi: Min fars dagbog

Er det for sent at lære sin far at kende, når han er død?

Jeg er ganske betaget af Taniguchi. Det er en gave, at Fahrenheit udgiver hans værker på dansk – oven i købet i lækker kvalitet – og jeg håber virkelig, at de vil blive ved. Min fjerne barndomsby var en åbenbaring, Manden der går tur var en fornøjelse.

Min fars dagbog - forside

Nu er hans tredje værk så kommet på dansk. Kronologisk placerer Min fars dagbog sig midt mellem de andre bøger, men tematisk har den mest tilfælles med Min fjerne barndomsby. Hovedpersonen er igen en midaldrende mand, der vender tilbage til udgangspunktet og får et nyt perspektiv på sin opvækst og sine komplicerede familieforhold.

Yoichi har ikke set sin familie i 15 år, da han bliver kaldt hjem til Tottori til vågenatten efter faderens død. Alligevel tager slægtningene godt imod ham, og gennem nattens samtaler får han langsomt omformet sit billede af faderen Takeshi. Yoichi ser ham som en fjern arbejdsnarkoman, og han er derfor overrasket over, at han er så elsket og respekteret.

Han må søge tilbage i hukommelsen og genopleve sin opvækst gennem erindringer og samtaler. Først nu ser han, at storbranden, der lagde det meste af byen øde, gav dem alle et traume og forgiftede forholdet mellem faderen og moderen. Først nu ser han, hvor meget Takeshi måtte ofre for at hjælpe ham og hans søster frem efter skilsmissen. Først nu erkender han, at hans flugt og udeblivelse var endnu et tungt offer for faderen at bære.

Yoichi kan godt se, at han har svigtet som søn, og det er helt velgørende, da onkel Daisuke får så meget sake inden for vesten, at han siger ham sin ærlige mening om den ting. Er det den japanske høflighed, der afholdt faderen fra at skælde ham ud og være ærlig? Først og fremmest var det vel udtryk for kærlighed. Det er jo forældrenes pligt at slippe deres børn fri og elske dem uanset hvad.

En bog med døden så tæt inde på livet bliver selvfølgelig melankolsk, og Yoichi fortryder, at han ikke er vendt hjem tidligere, for nu er det for sent. Eller er det? Der er stadig en forløsning i at se faderen og sit eget liv i det rigtige lys. Man har i hvert fald på fornemmelsen, at Yoichi tager mere harmonisk fra Tottori, end han tog dertil.

Der er en særlig ro over Taniguchis bøger. Det er som at gå en aftentur. En gang imellem stopper man op. Kigger på et træ. Lader blikket glide over vandet. Og så går man videre. Selv i en dramatisk historie finder han små pauser, hvor tegningerne vækker til eftertænksomhed. Her er det ikke mindst de mange nærstudier af Yoichi på vågenatten. Han tænker – og det kommer vi også til.

Min fars dagbog er en skøn bog, der får dig til at sætte tempoet ned og tænke efter – behandler jeg nu min familie rigtigt? Er det nu klogt at tilsidesætte forældrene for arbejde og venner, når der kommer en dag, hvor de ikke er der mere?

4½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s