Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Leo Tolstoj: Kosakkerne

Til Kaukasus efter kærlighed og det naturlige liv

Tolstoj er mest kendt for sine kæmperomaner Krig og Fred og Anna Karenina. Jeg har kun læst den sidste, men det er helt fortjent, at den berømmes som en af de bedste romaner nogen sinde. Kosakkerne udkom lidt tidligere, og den når ikke helt de senere storværkers niveau. Men historien om den unge adelsmand Olenin, der endelig finder sig selv og den store kærlighed blandt kosakkerne i Kaukasus, er stadig en god roman.

Kosakkerne; Kreutzersonaten - forside

Olenin er en klassisk skikkelse i russisk litteratur. En adelsmand, der er taget bort fra den fædrene jord og draget til Moskva, hvor han lever over evne i svir og luksus. Men denne gang hører vi ikke meget om, hvordan det er kommet så vidt. Det er allerede sket, da han i romanens start drager af sted for at gøre militærtjeneste hos kosakkerne. Det er et glimrende middel til at gøre karriere og til at få økonomien på fode igen.

Kosakkerne forsvarer Ruslands sydlige flanke og ligger i en konstant grænsekrig med tjetjenere og andre stammer i bjergene. Selvom tjetjenerne er muslimer og selvom kampene er hårde, så har kosakkerne og deres modstandere meget mere tilfælles, end kosakkerne har med russerne. Røvertogter og hestetyverier på kryds og tværs af stammer og officielle alliancer vidner om, at grænselandets æresbegreber og værdier er nogle andre. På den måde minder det om skildringer af det nordamerikanske grænseland på samme tid, og Olenin henviser da også direkte til Coopers Stifinder på et tidspunkt.

Mens de fleste russere drikker, sværmer for pigerne og venter på at tiden sydpå er overstået, kaster Olenin sig entusiastisk ud i sit nye liv. Hans sløvhed og gustne hudfarve forsvinder med det raske liv i naturen, han knytter venskab med den gamle jæger Jeroschka og går selv på jagt i de uvejsomme skove. Tolstojs velkendte skepsis over for det kultiverede byliv fornægter sig ikke!

”For hver dag, der gik, følte han sig mere og mere frigjort, mere og mere som et menneske. Her var helt anderledes, end han havde tænkt sig det. … ’Menneskene her lever et rent naturliv. De fødes, forplanter sig, slås, drikker, spiser, glæder sig ved livet og dør så. Det går med dem som med solen, græsset, træerne og dyrene – de er kun afhængige af naturens love.’ Han fandt, at disse mennesker var langt stærkere og friere end han, og følte sig skamfuld og sørgmodig, når han sammenlignede sig med dem.” (s. 167-68)

Der er særligt én kosak, han har øje til: Den skønne Marjanka, der virker meget mere ædel og attråværdig end de kvinder, han kender hjemmefra, selvom – eller netop fordi – hun må arbejde hårdt sammen med resten af familien og i øvrigt betragter ham med distanceret overlegenhed. Olenin er ikke ude efter en elskerinde. Han vil gifte sig med Marjanka, der ellers er bestemt for den kække kosak Lukaschka. Men kan kærligheden i sidste ende overvinde de store forskelle mellem dem? Hans drøm om permanent at slå sig ned blandt kosakkerne og leve som dem virker i hvert fald ikke realistisk.

Udover kærlighedshistorien er det person- og miljøskildringen, der bærer Kosakkerne. Man kan se de centrale skikkelser for sig, og selvom Kaukasus fremstilles i et noget romantisk skær, så kan Tolstoj trække på sine personlige erfaringer og give en indfølende beskrivelse af en egn, der i dag forbindes mest med krig og terror.

3½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s