Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder · Fra den vide verden

David Mazzucchelli: Asterios Polyp

Vildt ambitiøs graphic novel indfrier forventningerne

Asterios Polyp er forlængst udnævnt til et mesterværk og af nogle endda som det værk, der endegyldigt fastslår tegneseriens status som en fuldgyldig kunstart. Det sidste er noget pjat, for det er for længst slået fast, uanset at nogle stivstikkere stadig påstår noget andet. Det er ikke anderledes, end at der stadig er mennesker, der anfægter rockmusik som en kunstart.

Asterios Polyp - forside

Det var et sidespring. Pointen er, at Asterios Polyp er en bog man møder med store forventninger, og de bliver indfriet.

Asterios Polyp er 50 år. Han underviser i arkitektur på universitetet, hvor han er berømt og respekteret for sine klare principper og stilrene tænkning, selvom han kun er ”papirarkitekt”. Intet af det, han har tegnet, er nogensinde blevet opført. Han er også en mand i eksistentiel krise. Han har været gennem en skilsmisse, og da vi møder ham, ligger han i sengen og ser videooptagelser af sit liv som det var engang.

Heldigvis – viser det sig – slår lynet ned og brænder ejendommen af. Asterios har mistet alt, men i stedet for at bygge op igen bruger han sine sidste penge på at drage ud i verden med Greyhound busserne. Han ender i Apogee ude i Midtvesten, hvor han bliver mekaniker og flytter ind hos Stiff og Ursula.

Rejsen bliver en ny start, og mens Asterios tænker tilbage på sit liv og især det iturevne forhold til den følsomme kunstner Hana, finder han langsomt ny mening med tilværelsen. Han får endda bygget sit første hus.

Henvisningerne til græsk mytologi og især til Odysseen er talrige, men det virker ikke påklistret. Asterios er selv klassisk dannet, og først og fremmest fungerer historien i sin egen ret. Man kan prøve at bryde alle koderne, men man kan også bare nyde fortællingen som den er. På den måde minder bogen mig en del om Coen-brødrenes film O Brother, Where Art Thou?

Asterios Polyp - eksempel

Historien er fin, men det er billedsiden, der for alvor gør Asterios Polyp til noget særligt. Mazzucchelli er ikke bange for at bruge almindelige billedrammer, men fra tid til anden – og særligt i de drømmeagtige sekvenser – fortæller han historien med fantastiske kompositioner. Og forholdet mellem mand og kvinde, og mellem Asterios og Hana – eller mellem det apollinske og det dionysiske – viser han ved at tegne ham med blå og hende med røde farver. Men han gør det sofistikeret: Opdelingen bliver skarpere og tegningerne mere kantede, når de skændes og er fjernt fra hinanden. Når forståelsen er der, flyder farverne sammen til en helhed og afspejler på den måde teksten, der siger at de ”folder sig ubesværet ind i hinanden” selvom de er vidt forskellige.

Det kunne der siges meget mere om – f.eks. om en fantastisk lilla tolkning af Orfeus’ rejse til underverdenen for at hente sin Eurydike – men jeg synes hellere, du skal bruge tiden på at få fingre i Asterios Polyp. Der er næring til både øje og ånd.

4½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s