Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz

Berlin på randen af kaos

Döblins roman blev straks en succes ved udgivelsen. Den solgte oplag efter oplag og blev oversat til alle hovedsprog – og også til dansk så tidligt som 1930. Det er ikke svært at se hvorfor: Bogen er fyldt med menneskeligt drama og sproglig virtuositet, og så giver den et inciterende portræt af Tysklands hovedstad Berlin: På én gang kosmopolitisk storby og centrum for politiske kampe, der snart skulle rive hele Europa med ud over kanten.

Berlin Alexanderplatz - forside

Det er svært ikke at læse Berlin Alexanderplatz som en dokumentation af Weimar-republikkens sidste år, selvom det politiske ikke fylder meget i Franz Biberkopfs liv. Han sælger ganske vist lidt nazistiske aviser, og han hænger lidt ud med nogle anarkister, men i bund og grund vil han bare gerne være i fred for politik. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af.

Vi møder Franz, da han bliver løsladt fra Tegel-fængslet. Han har siddet fire år for vold med døden til følge, og selvom han frygter det frie liv, så har han ingen intentioner om at vende tilbage. Tværtimod sværger han, at han vil være leve et anstændigt liv. Det er bare ikke så nemt, for som Döblin selv skriver i et efterord fra 1932, så er verden præget af to modsatrettede principper: Orden og opløsning.

Uanset hvor meget Franz prøver at holde sit liv på dydens smalle sti, så truer opløsningen både indefra – han er jo et frit menneske, og der er ingen, der tvinger ham til at betræde en kriminel løbebane igen – og udefra, for det er ikke nemt at finde sig et ordentligt arbejde eller en stabil familie. Og i hans omgangskreds er fiduser simpelthen en karrieremulighed på lige fod med så meget andet. Mere generelt er det ifølge forfatteren altid svært at konstatere, præcist hvor grænsen går mellem kriminalitet og ikke-kriminalitet. Franz bliver i hvert fald skyllet med til den anden side.

Romanen er en fortælling om den langsomme nedbrydning af Franz Biberkopf, til han vaklende på dødens rand må vælge om han vil give op, eller om han virkelig vil finde forandringen og blive genfødt som et nyt menneske, klar til at tage sin plads i samfundet. Bag det hele spøger den gamle voldssag, for godt nok har han taget sin straf, men har han egentlig angret noget?

Men det er også en fortælling om Berlin, om arbejderkvartererne omkring Alexanderplatz og om underklassens pulserende liv. Stemningen gengives suverænt ved at indflette reklametekster, snapshots af mennesker i knejper og på gader, sporvognslinjer, tidens slagere og meget andet. Man mærker virkelig, hvor hektisk livet var, og hvor moderne det blev levet: Franz når på et års tid at bo sammen med adskillige kvinder, og det er på ingen måde unormalt.

Alfred Döblin
Som jøde og aktiv socialist måtte Döblin flygte i 1933.

Stemningen skabes også gennem dialogen, der er skrevet på berlinsk. Döblin er selv født og opvokset i Østberlin, så det er hans eget kvarters sprogtone, han lader glide ind i bogen. (Hvilket gjorde det til en udfordring at læse den på tysk, selvom jeg er vant til det.) Bogen forfalder dog langt fra til naturalisme, og Döblin fremhæver selv, at han skriver ”episk” – dvs. bogen udfolder en idé frem for at gengive virkeligheden en-til-en. Det er ikke mindst tydeligt, når mytologiske skikkelser spiller med, eller når forfatteren kommenterer på historiens udvikling.

Berlin Alexanderplatz er en kraftpræstation, som jeg læste med stor fornøjelse, men som sagt også med en del arbejde. Det er ikke en let bog, men den belønner den læser, der holder ved og lader stemningen krybe ind under huden.

4

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s