Anmeldelser · Nyere dansk

DR romanklubben (3. runde) Anne-Cathrine Riebnitzsky: Den stjålne vej

Dramatisk fortælling fra Helmand

Riebnitzsky har allerede vundet Bogforums debutantpris for romanen, der også har fået fine anmeldelser. Det forstår man godt, for forfatteren – der selv har arbejdet i Afghanistan – har virkelig noget på hjerte.

Den stjålne vej

Romanen fletter tre historier sammen. Khan er ingeniør og i gang med at asfaltere hovedvejen mellem Gereshk og Kandahar, da han bliver taget til fange af Taleban. De vil have arbejdet stoppet, så de kan blive ved med at grave bomber ned i vejen. Alt er lagt til rette til en rituel henrettelse, men det trækker ud, og det lykkes Khan at skabe tvivl hos dem med sin store viden om islam og matematik.

Raveed er gadedreng i Gereshk. En morgen bliver han fanget i et checkpoint og brutalt voldtaget. (Riebnitzky nævner selv i efterordet, at det er et af de store og oversete problemer, som hun gerne vil sætte fokus på.) Fuld af skam og vrede stikker han af, og da han bliver samlet op af taleban, er det nemt at slutte sig til dem: Her er både kammeratskab og mad nok, og talebanerne udnytter bevidst, at de danske soldater ikke skyder på børn, heller ikke når de render rundt og flytter miner på marken.

Endelig er der Malika. Hun er den mest sammensatte og interessante person: Som aktivist og forkæmper for kvinder driver hun skole og flirter med tanken om at stille op til valg. Som hustru er hun rasende af jalousi, fordi manden har taget sig en ung ”venindehustru”, og hun er ikke bange for at angribe ham på alle mulige måder – inklusive knuste p-piller i hans mad.

Romanen er spændende og hurtigt læst, men jeg tror alligevel ikke helt på personerne. De virker ikke virkelige – selvom romanen er inspireret af virkelige begivenheder! Der er et erfaringsgab og en kulturkløft, som forfatteren har svært ved at række hen over. Det gælder især Khans fortælling. Den er superspændende, men jeg blev aldrig overbevist om, at det var så nemt at ryste taleban med teologiske argumenter. Det er lidt som at se Michelle Pfeiffer undervise ghettoens unge i Dangerous Minds: Spændende, rørende og hvor ville det meget være nemmere, hvis det var så enkelt. Men det er virkeligheden sjældent.

3½

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s