Anmeldelser · Europæiske perler

Herta Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv

Fornem skildring af diktaturets nidkærhed

Jeg kendte ikke Herta Müller før hun fik nobelprisen i 2009. Det gav mig naturligvis lyst til at læse hendes forfatterskab, men omtalen gav mig også det indtryk, at hendes bøger var svære. Nu hvor jeg har taget hul på dem, synes jeg det egentlig ikke – i hvert fald ikke når man ser bort fra titlen på denne roman fra 1997!

I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv - forside

Bogen følger en navnløs kvinde, der er blevet ”tilsagt” til afhøring hos det hemmelige politi. Det er langtfra første gang, og hun har taget tandbørsten med, fordi hun frygter, at hun denne gang ikke kommer hjem igen. Mens sporvognen bevæger sig gennem byen, får vi hendes historie i en stribe tilbageblik: Opvæksten, det mislykkede første ægteskab, samlivet og fortroligheden med den alkoholiserede Paul og arbejdet på fabrikken, hvor hun først har et forhold til chefen Nelu og siden forfølges af ham.

Og i det kommunistiske Rumænien var en anmeldelse til det hemmelige politi en effektiv måde at forfølge en modstander på.

Bogen tegner et billede af et diktatur, der vil kontrollere sine indbyggere ned i mindste detalje. Det er nemlig tydeligt, at hverken jeg-personen eller Paul har planer om undergrave staten eller vælte regeringen. De er bare selvstændige individer, der ikke orker at snakke andre efter munden og drømmer om et bedre liv. Selv det er for meget, og man sidder tilbage med en forbløffelse over regimets utrolige smålighed.

Det er en kontrol, der er så voldsom, at man kun kan underkaste sig eller blive sindssyg, hvis man først kommer i systemets søgelys. Fortælleren tror ganske vist, at hun kan undslippe:

”Os, det er langtfra alle. Det er ikke alle der bliver gale, ligesom det ikke er alle der bliver tilsagt. Lilli blev ikke tilsagt, selv om jeg regnede med det i ugevis efter mine første sedler. Jeg ville forberede hende på at ganen stiger sødligt op i hjernen ved det første forhør. Også ved det andet, og dem alle, men man bliver ikke forskrækket mere. Lilli var ikke bange.
Jeg så jo ikke dine sedler.
Som om det var en grund til ikke at blive tilsagt. Som om de der ingenting ved, undtagen hvordan hjertet hopper af angst, ikke var det nemmeste bytte. Med ganen i hjernen skynder man sig at skrive under. …
Jeg ville vide, hvordan livet ter sig, og gennemgik på hjemvejen fra skomageren alle muligheder for at blive mæt af verden. Den første og bedste: Aldrig blive tilsagt og aldrig blive gal, som de fleste. Aldrig blive tilsagt men blive gal, som skomagerens kone og fru Micu ved siden af indgangen nedenunder, er den anden. Den tredje: Blive tilsagt og gal som de to kvinder på anstalten der havde mistet forstanden. Blive tilsagt og aldrig blive gal, som Paul og jeg, det er den fjerde. Ikke særlig god, men i vores tilfælde den bedste mulighed.” (s. 93-94)

Men det er kun indtil det fulde omfang af statens kontrol går op for hende. Da bliver vanviddet den eneste logiske konklusion, og som læser forstår man til fulde hvorfor.

Alene af den grund bør man læse bogen, men man kan selvfølgelig også læse den for det fascinerende kvindeportræt og det smukke sprog.

4½

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s