Anmeldelser · Nyere dansk

Maria Helleberg: Druknehuset

For lang og for sentimental historisk roman

Det er ikke så lang tid siden, at Danmark ikke var Danmark. Danmark var et imperium med centrum i København og fangarme, der strakte sig ud over Nordtyskland, Norge, Nordatlanten, Vestindien, Afrika og Indien. Det hele blev bundet sammen af den danske flåde, som man også i den europæiske magtbalance måtte regne med.

Druknehuset - forside

Sådan var det stadig i 1807, selvom landet balancerer på randen af sammenbrud. Siden de franske revolutionskrige brød ud, havde Danmark tjent styrtende ved at holde sig neutral og handle med alle. Desværre kan det ikke blive ved: både franskmænd og englændere forlanger, at der bliver valgt side.

Det er i denne højspændte tid, at et skib ankommer fra Vestindien. Ombord er plantagebestyreren Markus Aurelius Kvist, hans sorte elskerinde Agripina og to brødre med slette intentioner. Kvist skal hjem og aflægge regnskab for den stenrige Ernst Schimmelmann, der både er hovedrig købmand, slaveejer, liberal og finansministere i kronprinsens regering.

Bogen er en kollektivroman. Vi følger huset Schimmelmann, politimanden Jens Evensen, huset Overby og de hjemvendte fra skibet. De er bundet sammen i et kompliceret spil, der hurtigt udvikler sig dramatisk. Schimmelmann finder et lig uden hænder uden for sin dør, hænderne dukker op hos Overby og det overlades til Evensen at skabe orden i sagerne. Sporene peger ud i imperiet og hen mod Druknehuset, en institution, der har ansvaret for at samle de stakkels selvmordere op fra havnen og få dem begravet.

Undervejs dykker Helleberg ned i tidens modsætninger mellem rig og fattig, sort og hvid, fri og ufri. Det er spændende, og jeg fik lyst til at læse meget mere om perioden. Ikke mindst den sammensatte familie Schimmelmann interesserede mig. Men der var for mange vinkler og for mange personer. Temaerne bliver ikke foldet helt ud, og historien bliver en tand for sentimental for mig, når selv de mest umulige kærlighedsforhold lader sig gøre.

Romanen er fint indlæst af Karsten Pharao, og jeg følte mig egentlig godt underholdt undervejs. Bogen blev bare lidt for meget på mere end én måde.

2

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s