Anmeldelser · Europæiske perler

Cees Nooteboom: Allesjæle

For meget snak i filosofisk roman

Allesjæle lider under at have en alt for klog biperson: Arno er filosof, intellektuel, kritiker mm. og han kan fortælle i timevis om alt fra Hegel til spansk middelalder, uanset om han er på værtshus eller konverserer en ung kvinde han aldrig før har set. Han er også ven med Arthur Daane, hovedpersonen i Nootebooms roman fra 1999, og det bliver lidt langtrukkent.

Allesjæle - forside

Ærgerligt nok, for historien bygger på ægte tragedie. Daane er filmfotograf og instruktør, men efter konens og sønnens død i en flyulykke ti år tidligere er han blevet en nomade, der vandrer mellem Spanien, Berlin og talrige jobs over hele verden. Kun Holland besøger han så lidt som muligt og bruger i stedet tiden på at filme fødder, trin, skumringer og andre hverdagsbegivenheder. Målet er tilsyneladende at fastholde det banale hverdagsliv, han selv har mistet.

Da han støder ind i Elik Oranje, sker der noget. Hun vækker hans nysgerrighed og begær, men hun er selv skadet af grusomme overgreb i barndommen, og derfor har hun ualmindeligt svært ved at kaste sig ud i et parforhold. Mens Daane prøver at fastholde tiden, insisterer hun på, at fortiden skal files ned, hvis den ikke skal overskygge nutiden. Det er hun selv enormt dårlig til, og det virker da også paradoksalt, at hun studerer historie.

Historien folder sig langsomt ud, fordi rundt regnet halvdelen af bogen viser Daane og hans venner i samtaler. De bygger tydeligvis på et stort kendskab til europæisk filosofihistorie, men det gav mig ikke ret meget under læsningen af bogen. Faktisk er det bedste skildringen af Berlin i 1990’erne, hvor muren er faldet, men hvor splittelsen stadig lever i bybilledet og menneskene. (Jeg boede selv et halvt år i byen lidt senere, så det var nemt at genkende og identificere sig med.)

Allesjæle var et blandet bekendtskab. Der var gribende passager i romanen, men også alt for meget tom snak. Det gælder også de kapitler, der løbende kommenterer handlingen. Er det et græsk kor, der udlægger sandheden? Eller er det i virkeligheden bare en postmoderne pastiche af et græsk kor, der er sat ind for at understrege, at fiktionen er fiktion?

3

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s