Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder · Europæiske perler

Pierre Christin og Enki Bilal: Den sorte ordens falangister

Lange spor fra den spanske borgerkrig

Den spanske borgerkrig har en særlig plads i den europæiske venstrefløjs bevidsthed. Selvom borgerkrigen først og fremmest var et nationalt anliggende, så blev Spanien i de år skueplads for den globale kamp mellem fascisme, demokrati og kommunisme.

Det endte med sejr til Francos styrker, og de interne kampe på republikkens side var ikke for børn, men i tilbageblik ses krigen alligevel som et bevis for behovet for væbnet modstand mod undertrykkelsen. Christin og Bilal er tydeligvis fascinerede af denne historie, hvor de onde vandt og slap af sted med deres kup. Det efterlod mange uafsluttede regnskaber fra krigens tid.

Den sorte ordens falangister starter med en massakre i Nordspanien. En gruppe fascistiske veteraner udsletter befolkningen i en landsby, og det bliver indledningen på en hel række terrorangreb, der skal tjene som advarsel til det ”dekadente” Europa. Det får på den anden side deres gamle modstandere fra den internationale brigade til også at samle sig, og snart jagter en gruppe gamle mænd en anden gruppe gamle mænd gennem et Europa, der for længst er kommet videre og kun kan se undrende til.

Sympatien er (igen) på republikkens side, og det er medlemmerne af den gamle brigade, vi følger. Deres bevæggrunde er tydelige: De vil sætte en stopper for falangisterne og så vil de have hævn for nederlaget i 1930’erne. Falangisternes motiver er derimod uklare. Hvorfor begiver de sig ud på en mordkampagne efter at have nyt sejrens sødme i 40 år? Det kommer der aldrig en plausibel forklaring på, og det er den største svaghed i historien.

I 1970’erne satte den røde terrorisme igen væbnet kamp på dagsordenen. Den sorte ordens falangister fra 1979 er tydeligvis en kommentar til og en afvisning af terroren. ”Du ved da, at den revolutionære vold blot er et svar på samfundets vold…” bemærker Kessler, der er blevet tysk universitetsfilosof og udtrykker venstrefløjens tænkning. ”Men jeg ved også, at vold udført af venstrefløjen aldrig har løst nogen problemer!” lyder svaret fra Pritchard. (s. 32)

Alligevel er der ingen vej ud for veteranerne. ”Gemene gamle mænd, der blev betragtet af andre gamle mænd, måske ligeså gemene. Uden tvivl fortjente de at ende i helvede, ligesom vi andre også gjorde det.” (s. 76) Og da støvet har lagt sig efter det endelige opgør er det præcis hvor de havnet.

Historien er glimrende illustreret af Enki Bilal. Hans stil er som skabt til læderjakker, møder gyder og gamle mænd med læderagtig hud.

Der er nogle huller i historien. Jeg har allerede nævnt problemet med falangisternes motiver, og det virker også lidt usandsynligt, at vennerne kan spore dem gennem det meste af Europa, mens politiet ikke kan. Alligevel er det et album, der er værd at læse for sine udmærkede fortællinger om gamle venskaber og fjendskaber, om en tid hvor gammel vold avler ny vold.

Interesseret i serier om den spanske borgerkrig? Jeg kan anbefale Vittori Giardinos serie om Max Fridman. Ungarsk rhapsodi, Menneskejagt i Istanbul og No Pasaran.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s