Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Tardi: Adèle Blanc-Sec 1 & 2

Krimi og kvindefrigørelse – og lidt overnaturligt

Tardi er for længst blevet en af de fremmeste fortolkere af nyere fransk historie, typisk set fra hans elskede Paris. Mange af hans typiske træk var også tilstede i et af hans første værker: Serien om Adèle Blanc-Sec, en ung kvinde, der oplevede talrige eventyr i eventyr lige efter århundredeskiftet. (Det forrige, forstås.)

Adele og uhyret

Adèle og uhyret er et typisk bind 1. Vi skal have introduceret personerne og universet, og Tardi bruger læserens manglende viden til at bygge spænding op. Det er først langt henne i historien, at vi bliver klar over, hvem Adèle egentlig er.

Uhyret i titlen er en pterodaktyl, der efter 65 mio. år udruges af et ellers forstenet æg på naturhistorisk museum. Snart spreder det mystiske væsen rædsel i Paris, hvor det angriber uskyldige og knap så uskyldige mennesker. Inspektør Caponi kommer på opgaven, så magtens mænd fra præsidenten og nedefter kan vise handlekraft – og evt. have en syndebuk. Samtidig drager den unge Eidth Rabatjoie til Paris for at fotografere pterodaktylen, og i kulissen lurer mænd med solbriller og falske skæg. Var der ikke også noget med et kup?

Dæmonen fra Eiffeltårnet - forside

Dæmonen fra Eiffeltårnet er en løs fortsættelse af bind 1. Adèle har et regnskab at gøre op med sine tidligere hjælpere, og da det samtidig viser sig, at der ved kuppet blev stjålet en assyrisk skulptur bliver historien hurtigt broget. Adèle er på sporet af en kult, mens Caponi forsøger at opklare et mystisk mord på teateret. For en gangs skyld har han åndsnærværelse og handlekraft nok, men han er en tragikomisk figur, så det går selvfølgelig alligevel galt for ham til sidst.

De to historier er fin underholdning, og Tardi fanger godt den særlige stemning omkring 1900. Her gik mysticisme og videnskab fint i spænd i litteraturen. På den ene side kunne der tænkes videres på videnskabens opdagelser, og på den anden side var der stadig så mange ”mørke pletter” på kortet, at det ikke var noget problem at gemme Dr Moreaus ø eller Kong Salomons miner uden for civilisationens hovedstrøg.

3 kommentarer til “Tardi: Adèle Blanc-Sec 1 & 2

  1. Wow! Den har jeg faktisk aldrig hørt om før. Lyder ellers lige som noget for mig, for starten af 1900-tallet er klart min favoritperiode. Du nævner mystisisme og med det mener du Dracula, Det Hemmelighedsfulde Selskab osv. og ikke fantasy vel?

  2. Nej Jeg tænker ikke på fantasy men mere på forfattere som Jules Verne, H.G. Wells eller Robert Louis Stevenson, der bruger videnskabelige nyvindinger til at skabe fantastiske fortællinger.

    Tag Jekyll og Hyde som eksempel: Det starter med at dr Jekyll vil udrydde ondskaben i sig selv med nye kemiske stoffer – noget som psykiatrien var og er optaget af – men han ender i stedet med at skabe en ond tvilling, der tager magten fra ham.

    Jeg var ikke selv voldsomt begejstret for det hemmelighedsfulde selskab, men ud fra hvad du skriver, tror jeg bestemt, at du skal give Adèle en chance!

  3. Ah, så den er lidt steampunk-agtig. Elsker hele det dualistiske aspekt af historierne fra dengang, men syntes tit at nutidens efterligninger glemmer det freudianske og bare gir’ den gas med maskiner og ekstreme væsner. Adele virker dog ikke sådan.
    Jeg googlede desuden lige serien, for at finde ud af lidt mere. Der er lavet en film. Den skal jeg vist ikke se.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s