Anmeldelser · Europæiske perler

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

Opdag en anden og find dig selv

Det var en overraskelse at opdage, at Nattog til Lissabon var oversat fra tysk. Titlen og forfatternavnet gjorde, at jeg bildte mig ind, at den måtte være oversat fra fransk, spansk eller portugisisk. Helt ved siden af er det selvfølgelig ikke, for længslen efter romansk lidenskab og autencitet spiller en væsentlig rolle i historien. Men alligevel: Det er sjovt som tingenes ydre til stadighed kan snyde.

Nattog til Lissabon

Raimund Gregorius er gymnasielærer med speciale i latin, græsk og hebræisk. Han har i 30 år passet sit job i Bern og lever et velordnet og udramatisk liv, da han en morgen møder en kvinde på vej til skolen. Hun flammer op af lidenskab, og da han hører hende sige ordet portugisisk på portugisisk sætter det en kædereaktion i gang. I den spanske boghandel finder han en bog af Amadeu do Prado, og snart sidder han i et tog på vej til Lissabon på jagt efter forfatteren.

Det lyder ikke videre realistisk, men Mercier får læseren ind under huden på Gregorius, så det lyder rimeligt nok. (Og så spiller han selvfølgelig på den drøm, som de fleste af os har, om at smide, hvad vi har i hænderne og starte forfra et helt andet sted.)

I Lissabon viser det sig hurtigt, at de Prado døde i 1974 kort efter Nellikerevolutionen. Alligevel bliver Gegorius mere og mere optaget af hans tanker og hans liv. Derfor opsøger han alle dem, der kendte den karismatiske Amadeu. Konturerne af en genial men også plaget person vokser frem, og snart tegner der sig et billede af en kompliceret historie med rødder i det dunkle Salazar-styre.

Men finder Gregorius også sig selv, eller er han så optaget af sin søgen efter Amadeu, at han begynder at leve hans liv, mens han bilder sig ind, at han er ved at blive portugiser? Der sker i hvert fald noget med ham, og det føles rigtigt og ægte: ”Ved lyden af hendes stemme på portugisisk vendte den fortryllelse tilbage som han havde følt da den gådefulde kvinde på Kirchenfeldbrücke havde udtalt ordet português. Pludselig gav det mening at han var i denne by, ganske vist en mening han ikke kunne sætte ord på, tværtimod forudsatte denne mening at der ikke blev gjort vold på den ved at forsøge at fastholde den ved hjælp af ord.” (75)

I sidste ende handler det om, hvordan man leve sit liv meningsfuldt. Et sted citeres der fra de Prados bog, hvor han filosoferer over, hvad det vil sige at opdage, hvor længe en måned varer. ”Hvorpå beror det om vi oplever en måned som et tidsrum der er udfyldt, som vores egen tid i stedet for en tid der er strømmet forbi os, som noget vi bare har været ude for, som er løbet mellem fingrene på os, så at den forekommer os at være en tabt, forpasset tid, som vi ikke sørger over fordi den er forbi, men fordi vi ikke fik noget ud af den?” (336)

Mercier har skrevet en filosofisk roman, der i sin langsomme afdækning af flere liv giver masser af stof til eftertanke. Den er spændende, og som læser er man til det sidste interesseret i at få afdækket, hvad der skal blive af hovedpersonerne. Starter Gregorius en ny tilværelse i Lissabon, eller har han i sidste ende lige så svært ved at løsrive sig fra sine rødder som de Prado havde det? Det må du læse de 478 sider til ende for at finde ud af. Du kommer ikke til at kede dig meget undervejs.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s