Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Christin & Mézières: Linda og Valentins samlede eventyr 2

Politik og poesi finder sammen i begavet fransk science fiction

Så kører det! Som jeg nævnte i min anmeldelse, var første bind præget af en vis famlen. Både i forhold til historie og tegninger skulle serien lige finde sine egne ben. Her i bind 2 er børnesygdommene til gengæld overstået, og de to skabere folder sig ud i tre pragtfulde historier.

Linda og Valentins samlede eventyr bind 2 - forside

Og som det gælder for al god science fiction tager fortællingerne udgangspunkt i forfatternes egen samtid for efterfølgende at bryde ud af rammerne og skabe verdener, der fungerer i deres egen ret.

Landet uden stjerner

I Landet uden stjerner er det 1970’ernes kønskrig, der tages under behandling. Linda og Valentin trænger ind i en hul planet præget af en uafvendelig krig mellem to byer styret af henholdsvis mænd og kvinder. Det sjove er, at kønsrollerne begge steder er byttet om, så det mændene er optaget af luksus og kunst, mens kvinderne kun tænker på kamp og krig. Værre er det, at krigen truer med at ødelægge hele planeten.

Velkommen til Alflolol

Velkommen til Alflolol udfolder hvordan det moderne fremskridt støder sammen med oprindelige folk. Planeten Teknoroq var tilsyneladende ubeboet, da menneskene gik i gang med at kolonisere den og udvinde dens vigtige råstoffer. Det viser sig bare ikke at holde stik, da beboerne vender hjem efter en strejftur i universet på små 4000 år!

Snart stilles Linda og Valentin over for umulige valg, da guvernøren først vil placere alflololerne i et reservat og bagefter indrullere dem som billig arbejdskraft. Ingen af delene er en succes, og striden truer også med at splitte Linda og Valentin. Han bliver den modvillige mellemmand, der skal overbringe de ubehagelige beslutninger til alflololerne, mens hun skifter side og slutter sig til dem.

Herskerens fugle

Sidst men bestemt ikke mindst er der mesterværket Herskerens fugle. Linda og Valentin indfanges sammen med mange andre på en planet, hvor en diktatorisk hersker tvinger alle til at trælle for sig. Dagen lang knokles der med at tilberede udsøgt mad til herskeren, der dyrkes som en blanding af alvidende despot og guddom. Magten fastholder han ved hjælp af ”vanvidsfuglene” – store flokke at dyr, der angriber alle ulydige og forgifter dem, så de bliver gale og ude af stand til at gøre modstand.

Det er nemt at se fuglene som et symbol på den manipulation og propaganda, som diktaturer af enhver art bruger til at legitimerer deres magt. (I sin anmeldelse i Politiken ser Kim Skotte albummet som et typisk 70’er opgør med den brølende kapitalisme, men det er efter min mening alt for snævert. Det er først og fremmest en orwellsk kritik af udbytning og ideologisk løgn uanset indpakning.)

Der kan næsten ikke siges nok godt om dette bind af fortællinger, hvor også tegningerne løfter sig i fantasifulde, organiske og forførende tableauer. Fremtidsforestillinger er altid bundet til deres tid, men teknologitingene er stadig ok og Mézières fantasi folder sig fuldt ud i skildringen af fremmede racer, planter og dyr.

Reklamer

One thought on “Christin & Mézières: Linda og Valentins samlede eventyr 2

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s