Anmeldelser · Fra den vide verden

Haruki Murakami: Kafka på stranden

Syret roman om at finde sig selv – og om at blive valgt af sin skæbne

Haruki Murakami er noget så sjældent som en forfatter, der både hører til tidens mest populære og er favorit til stort set alle de litterære priser, han ikke allerede har modtaget. Får han nobelprisen i år? Det er muligt, men hans bøger ligner måske ikke helt det, man forventer af en vinder.

Kafka på stranden - forside

Kafka på stranden udkom i 2002, og den har allerede status af klassiker. (Jeg har læst bogen som sidste roman i min årlige serie af ”jubilæumsbøger” – og den ligner en bog, der også bliver læst om 50 år.) Hovedpersonerne er Kafka Tamura, der stikker af hjemmefra den dag han fylder 15, og den gamle mand Nakata, der er blevet retarderet efter ulykke i barndommen. Til gengæld kan han tale med katte.

Kafka flygter mod øen Shikoku med et billede af sin storesøster i lommen. Han er på jagt efter søsteren og moderen, der forlod ham, da han var fire år gammel. Men han er også på flugt fra sin forhadte far, der har forbandet ham med en frygtelig spådom. Det er som en græsk tragedie, og Murakami henviser da også direkte til dem. Kafkas Teben bliver det private Komura-bibliotek i Takamatsu, hvor han møder bibliotekaren Oshina og lederen fru Saeki. Ikke nok med det: Hans navn og ”Kafka på stranden” motivet dukker op adskillige steder.

Samtidig leder Nakata efter katten Sesam, og sporene peger i retning af en forladt byggeplads, hvor den berygtede kattedræber Johnnie Walker er på spil. Snart må Nakata træffe et voldsomt valg for at redde sine kattevenner, og derefter rejser han også fra Tokyo. Som Kafka drages han mod Shikoku. Han ved han har en opgave der, men han ved endnu ikke hvilken. Efterhånden flettes de to personers skæbne sammen, og der er også nogle tråde til en mystisk hændelse i 1944.

Men i virkeligheden giver det ingen mening at referere handlingen. Det yder slet ikke det komplicerede net af betydninger og mystiske tildragelser retfærdighed. 

”Du er nødt til at trænge igennem den frygtelige sandstorm, den metafysiske og symbolske sandstorm. Og lige meget hvor metafysisk og symbolsk den er, vil den skære gennem marv og ben som tusinde barberblade. Folk vil bløde derinde, og det vil du også. Varmt, rødt blod. Du vil gribe blodet i dine hænder, både dit eget og de andres.
   Når først sandstormen er ovre, vil du ikke kunne forstå, hvordan du klarede dig igennem, hvordan du overlevede den. Du vil endda være i tvivl, om stormen virkelig er overstået. Men én ting er sikker. Når du træder ud af stormen, vil du ikke være den samme, som da du trådte ind i den, for det er jo det, stormen handler om.” (8)

Sådan taler Drengen Krage til Kafka i prologen, og det er en præcis hvad der sker. Kafka, Nakata og læseren kommer ud i en voldsom sandstorm af betydninger og meninger. Det gør naturligvis mest ondt på personerne. For læseren er rejsen forunderlig, og det er en fornøjelse at læse Murakami, uanset om han skriver om klassisk musik eller om glæden ved livet i en hytte langt ud i skoven. Som i Trækopfuglens krønike sker der mange underlige ting, men i bogens særlige univers giver det hele mening.

Reklamer

One thought on “Haruki Murakami: Kafka på stranden

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s