Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

John Arcudi og Peter Snejbjerg: Almægtig

En umenneskelige gud

Superheltehistorier er der lavet masser af. Som regel kæmper de med superskurke og alligevel er der efter Stan Lee og Jack Kirbys nyskabelser i 1960’erne noget nær garanti for, at de er uhyre menneskelige. De har de samme problemer som os andre, lige fra vasketøj til kærestesorger. Men der er undtagelser, som anlægger en mere filosofisk tilgang til det.

Almægtig - forside

Hvad ville det egentlig betyde, hvis der fandtes supermennesker iblandt os? Ville de være menneskelige, eller ville de tværtimod være så anderledes og så optaget af kosmiske sammenhænge, at mennesker og menneskeliv bliver dem ligegyldige? Det er det tema, der foldes ud i John Arcudi og Peter Snejbjergs Almægtig.

Sam har kendt brødrene Eric og Hugh siden highschool. Hugh er blevet gift med den smukke Alma, som i hvert fald Sam også har et svagt punkt for. De lever et ungt og ubekymret liv i Californien, indtil en voldsom eksplosion en dag ligger Erics ejendom øde – uden at der sker ham det mindste. Tværtimod får han hurtigt voldsomme kræfter.

I første omgang bruger han dem til at hjælpe andre mennesker, men snart mister han interessen for andre mennesker, der ikke har meget mere at byde på end biller insekter og andre lavtstående væsener. Eller det siger han i hvert fald. I virkeligheden opsøger han snart konfrontationerne med militæret og selv af en gud at være har han en bizar glæde ved at splatte mennesker ud.

Almægtig - sideeksempel

Peter Snejbjergs tegninger er virkeligt gode. Han fanger brutaliteten i kampene, og hans tegninger er en glimrende formidling af den voldsomme historie. I forordet skriver han selv, at den største udfordring var at fange glimtet i Erics øjne, da han opdager sig selv som forandret. Det lykkes fint nok. Der er noget ikke-menneskeligt over Eric, selvom det tydeligvis er den samme skikkelse som før eksplosionen.

Serien er et godt forsøg på at tage favntag med superheltegenren på en voksen måde, men det halter alligevel lidt. Erics heltetid er så hurtigt overstået, at vi ikke når at engagere os i ham, og derfor påvirkes man ikke så stærkt, da han bliver noget andet. Det er nemt at identificere sig med Sam, der desperat jagter svar, mens Eric fra det øjeblik han rammes af eksplosionen bliver fremmed og umenneskelig.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s