Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Antoine de Saint-Exupéry: Blæsten, sandet og stjernerne

Visdomsord fra flyvningens pionertid

I dag huskes Saint-Exupéry især for Den lille prins, men han brød igennem med noget helt andet: Han var flyvningens første store poet, og hans erfaringer baserede sig på det hårde liv som postflyver. I 1926 startede han som postflyver på ruten mellem Toulouse og Dakar, og i det følgende år fløj han både i Sydamerika, til Asien og mange andre steder.

Blæsten sandet og stjernerne - forside

Flyvningens udvikling har været ekstremt hurtig, og Saint-Exupéry taler allerede ved bogens udgivelse i 1939 om, at flyvning ikke længere er som i ”gamle dage” dvs. da han begyndte. Nu er der både mekaniker om bord og radiofyr at navigere efter, hvor han i starten havde været helt alene mellem elementerne. Men der er selvfølgelig stadig langt til nutidens computerstyring og funktionæransættelse.

Flyvning var farligt. De fleste oplevede et styrt eller to, og jævnligt forsvandt selv de mest rutinerede flyvere uden at efterlade sig det mindste spor. Alligevel kan Saint-Exupéry ikke lade være. Han kigger på kontornusserne i bussen, og han synes deres liv er uden indhold. Han har ekstremt behov for at komme helt derud, hvor han har livet i egne hænder og helt alene går op mod elementernes udfordring.

Alligevel ser han kammeratskab og menneskeligt nærvær som den ultimative værdi. ”Når jeg blandt mine minder opsøger dem, der har efterladt en varig smag, en blivende tone, når jeg tænker på de timer, som virkelig tæller, genfinder jeg nogle, som ingen formue kunne have forskaffet mig. Man køber ikke venskabet med en mand som Mermoz, med en kammerat, til hvem man for stedse er knyttet gennem de farer, man har udstået sammen.” (s. 30)

Farer er der nok af. Ruteflyvningen gik hen over Mauretanien, der var fyldt med oprørske stammer, og Saint-Exupéry oplever selv at strande midt i ørkenen, da maskinen styrter ned. Det er så nemt at give op, og dødsangst kender han intet til. Men han tænker på dem derhjemme: ”Jeg har intet imod at sove ind for natten eller for evig. Er jeg først sovet ind, mærker jeg ingen forskel. Og tænk hvilken fred! Men disse skrig, som vil lyde derhjemme, disse store fortvivlelsens flammer … dem kan jeg ikke tåle at tænke på. Over for al denne lidelse kan jeg ikke stå med korslagte arme!” (s. 112)

Spændingen mellem ensomhed og nærhed, opdagelsestrang og hjemlængsel er selvfølgelig velkendte for læsere af Den lille Prins, men Blæsten, sandet og stjernerne rummer mange andre interessante iagttagelser – om kolonialismen bl.a. – og den indeholder nogle vidunderlige beskrivelser af ørkenen. Det må have været ufatteligt smukt og meget skræmmende at sidde i et ganske lille fly med flere tusind kilometers ørken i alle retninger.

Antoine de Saint-Exupéry

Der er også meget interessante overvejelser om den teknologiske udvikling: Saint-Exupéry er ikke bange for fremskridtet. Problemet er snarere, at vi vores sprog og forestillinger stadig tilhører fortiden: ”Hvert fremskridt har jaget os lidt længere ud af vaner, vi knap nok havde nået at erhverve, og vi er for emigranter at regne, som endnu ikke har grundlagt deres fædreland.” (s. 43)

Blæsten, sandet og stjernerne er smuk skildring af livet som postflyver og af livet i almindelighed. Det er en bog med stor skønhed i sprog og i indhold.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s