Anmeldelser · Europæiske perler

Philippe Claudel: Les âmes grises

Den lille tragedie i den store

I december 1917 findes en lille pige myrdet. Vi befinder os i en fransk by lige bag den fastlåste front i krigen mod tyskerne, men selv på baggrund af flere år med daglige myrderier er mordet et chok. Der skal findes en morder, og bogens fortæller – politimanden Dadais – er en af dem, der burde lede. En personlig tragedie forhindrer ham i det, men sagen bliver ved med at plage ham.

Les âmes grises - forside

Les âmes grises (De grå sjæle) er ikke en krimi i traditionel forstand. De første 100 sider udfolder historien sig kun langsomt, mens Claudel beskriver byen og stiller brikkerne op. Pigen opdages ganske tæt på byens dominerende hus, hvor den tidligere anklager Destinat bor. Han er søn af byens store iværksætter, men hans kone er død som ung, og nu bor han næsten alene, når han da ikke spiser frokost på hotellet eller fører sine sager i retten.

Dadais fortæller også om den smukke lærerinde Lysia Verhareine, der kommer til byen efter krigsudbruddet og bliver et lyspunkt i det lille samfund. Hun installeres i et lille hus i parken hos Destinat, og bortset fra at hun bruger sine søndage på et højdedrag, hvor hun kan skue ud over slagmarken, virker hun lykkelig. Lige indtil hun begår selvmord.

Selvom samfundet på overfladen går videre efter krigsudbruddet, så er det i opbrud. Soldaterne drager af sted, nogle vender hjem, andre dør eller forsvinder. ”Jeg ved ikke, hvad der blev af ham, Fracasse: død, invalid, eller tværtimod sund og sikker efter de fire år. Under alle omstændigheder vendte han aldrig tilbage og jeg forstår ham: Krigen har ikke kun skovlet døde ind i massevis, den har også skåret verden og vores erindringer i to…” (s. 49-50)

Men midt i krigens kaos findes der altså stadig almindelige forbrydelser. Man aner, at der er noget lusk med Destinat, men dommer Mierck og Matziev, den lokale repræsentant for militæret, kigger den anden vej. I stedet anholdes to desertører. Bliver de hængt op på mordet, eller presses de til at tilstå en forbrydelse, som de faktisk har begået?

Spørgsmålene består, men Dadais deltager ikke længere i opklaringen. Under et ophold i byen V. er hans Clémence forblødt under en fødsel. Tragedien slår ham fuldstændig ud og fylder ham med vrede mod barnet, hans kones morder. Senere, da han begynder efterforskningen igen, er han blevet som et spejlbillede af Destinat: Enkemand, ensom, plaget af erindringen om sine kære.

Philippe Claudel

Efter et af deres korte møder siger Dadais: ”Han fjernede sig. Han var vendt tilbage til sine sorger og overlod mig til mine. Jeg ved, uden tvivl som ham, at man kan leve i sine sorger som i et land.” (s. 202)

Jo længere vi kommer ind i historien, jo mere gribende bliver den. Spørgsmålet om godt og ondt opløser sig, vi får endelig Lysias historie og til slut forstår vi det fulde omfang af Dadais’ tragedie. Der er hverken sorte eller hvide sjæle – kun grå.

Romanen var lidt tung i optrækket, selvom de enkelte historier fra krigens første år er interessante nok. Men da fortællingen først tager fart, bliver læseren trukket ind i en verden i spind af løgne og hemmeligheder.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s