Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Den romantiske umulighed

Flauberts portræt af lægefruen fra Normandiet har stået højt på litteraturstuderendes læseliste i årtier. Den placerer sig på grænsen mellem romantik, realisme og psykologisk portræt med sin skildring af Emma Bovary, der er så fyldt af lidenskabelige og romantiske forestillinger, at hun ikke kan komme overens med sin skæbne.

Madame Bovary - forside

Emma er et tidligt eksempel på et ”medieret” menneske. Hun sluger den ene højstemte fremstilling af romantisk kærlighed efter den anden, og det er tydeligt, at hun forholder sig til virkeligheden gennem bøgernes optik.

”I musiktimerne var der, i de romancer, hun sang, kun tale om små engle med guldvinger, madonnaer, laguner, gondolierer, fredelige kompositioner i hvilke hun, gennem stilens tåbelighed og nodernes forsigtighed, kunne skelne de store følelsers tiltrækkende blændværk. Nogle af hendes kammerater tog de poetiske almanakker, de havde fået til jul, med sig til klostret. De måtte gemme dem, det var spændende; de blev læst på sovesalen. Mens Emma forsigtigt rørte ved deres smukke silkebind, så hun overvældet på de ukendte forfatternavne der stod nederst på siden, som oftest navnene på grever eller vicomter.” (s. 50)

Flauberts kritiske og satiriske holdning til genrens konventioner er tydelig nok – men han gør det også klart, at Emma tager historierne alvorligt. Det er dem hun former sine idealer efter. Sådan burde livet udfolde sig, tror hun, og det kan samlivet med den forsagte Charles Bovary selvfølgelig ikke leve op til.

Hvorfor siger hun så ja? Det svarer romanen aldrig på. Er hun styret af konventioner, så hun ikke siger nej til et ægteskab arrangeret af faderen? Eller tror hun at Charles vil begynde at folde sig ud, når samlivet begynder?

Det står i hvert fald snart klart, at det har kurs mod afgrunden. Emma er opdraget til et andet liv, end det hun lever, og efter nogle år er hun klar til at søge lykken i armene på en elsker, der ikke er bange for at bruge de romantiske vendinger til at få hende i kanen. Hun dyrker kærligheden og er snart til at opgive alt for sin drøm. Omvendt er hun kun en erobring for elskerne. En elskerinde, der har sin tid, men som de ikke vil opgive livet eller karrieren for. Da Emma samtidig lever i luksus for lånte penge, skal det gå galt. Og det gør det i den grad med opløste familier, bræk og rottegift.

Gustave Flaubert

Emma er romantiker, men det er Charles i virkeligheden også. Han nægter at se hendes foragt i øjnene, og han vedbliver til det sidste at tilbede SIT idealbillede, der er lige så langt fra sandheden som hendes. Er han for god til hende eller bare naiv? Han er måske et symbol på et samfund, der dyrker kvinder i romantiske billeder og derefter forventer, at de passivt indordner sig under ægteskabets banalitet.

Emma kan ikke nøjes med et sådan et liv. Hun nægter at lade stå til og prøver at skabe sig den tilværelse, hun ønsker sig. Omgivelserne knuser hende som svar.

Flauberts sædeskildring af den lille by er fascinerende, men det er portrættet af Emma (og Charles) der gør romanen til en tidløs klassiker.

PS Læs også Posy Simmonds Gemma Bovery – en moderne gen/videredigtning.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s