Anmeldelser · Europæiske perler

Emma Donoghue: Rum

Indespærret

Jack er en lille dreng på 5 år. Han leger, spiser og sover. Han er tryg, og alt virker tilforladeligt. Han er sammen med sin mor i Rum hele dagen – undtagen efter kl. 9 om aftenen, for der kommer Gamle Nick. Så skal han sove / gemme sig i Klædeskab, mens Nick får Seng til at knirke…

Rum - forside

Den er helt gal i Emma Donoghues roman fra 2010. Inspirationen er selvfølgelig hentet fra de seneste års mange sager om kidnapning og indespærring af unge kvinder med Fritzl-sagen fra Østrig som det groteske højdepunkt. Det er historier, der egentlig ikke er til at bære, men Donoghue ser hele historien fra Jacks synsvinkel, og på den måde formår hun at skabe kunst uden at svælge i vold og sex.

Jack er lykkelig i Rum – børns tilpasningsevne er fantastisk! Men det er efterhånden svært at narre ham, og han begynder at stille flere og flere spørgsmål, som Mor dårligt kan svare på. Beskrivelsen af hans fem års fødselsdag er fantastisk, og man fristes kortvarigt til at se hans enkle liv som lykkeligt – men det er selvfølgelig bare en tynd fernis over en brutal virkelighed, især for Mor.

Som dagene går spidser forholdet til Gamle Nick til. Jack og Mor må satse alt i et forsøg på at bryde ud, og da det lykkes er mødet med verden uden for overvældende. Mor har prøvet at beskytte Jack ved at gøre hans verden lille: Der findes kun Rum – alt det Udenfor, alt det han ser i fjernsynet, er ikke virkeligt. Det er bare billeder fra Lægeplaneten, Dyreplaneten osv. Det er et chok at se græs, biler, familie og mennesker i det hele taget.

Mens Jack prøver at navigere i ukendt farvand, kommer Mor endelig tilbage til sit ”normale” liv. Hun kan hurtigere end Jack komme ud over de særlige regler i Rum, men hun er lige så mærket af traumet og har svært ved at håndtere opmærksomheden fra pressen, spørgsmålene fra lægerne og de mange mennesker, der pludselig er omkring hende.

Rum er en gribende roman, der skildrer vores samfund fra en overraskende og meget menneskelig synsvinkel. Selvom man ikke skal romantisere et fattigt, indespærret liv, så ER der noget slående over modsætningen mellem Jacks tætte forhold til sin mor og kusinens krævementalitet. Donoghue bliver en smule moraliserende her, men samlet set er det en usædvanligt vellykket roman, der er lige så spændende, som den er kunstnerisk helstøbt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s