Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Doris Lessing: The Golden Notebook

Blændende generationsportræt

I min udgave beklager Doris Lessing sig i et forord over, at hendes roman reduceres til at være et indlæg i en eller anden debat. Mens den ene læser – og kritiker: hun er især ude efter kritikerne – ser den som et feministisk manifest, så får andre øje på et opgør med kommunismen eller til en analyse af psykisk sygdom.

Det er billigt at erklære sig enig med forfatteren, men der er ingen tvivl om, at målet har været at fange og fastholde en epoke. Lessing nævner selv Tolstoj og Thomas Mann som forbilleder. Det er store ambitioner, men romanen er i hvert fald et komplekst portræt af et bestemt miljø.

The Golden Notebook - forside

Historien foregår i 1950’erne. Forfatteren Anna Wulf bor i London, hvor hun prøver at få styr på sit kærlighedsliv, på sit forhold til det kommunistiske parti og på sit eget sind. Hun har udgivet en enkelt roman, og nu går hun i psykoanalytisk behandling, hvor hun nægter at acceptere, at hun lider af en skriveblokade.

Opbygningen er kompleks. Annas aleneliv med datteren Janet, veninden Molly, Mollys søn Tommy og Mollys eksmand Richard fortælles i Free Women, en roman i romanen. Free Women er imidlertid delt op i 5 dele, og mellem dem er indsat passager fra fire notesbøger, der dækker forskellige dele af hendes liv. (Og fra den femte – The Golden Notebook)

Langsomt væves et komplekst billede, hvor sandheden hele tiden smutter ud af Annas hænder: Sproget er ikke længere dækkende, beskrivelserne viser sig senere at være fulde af nostalgi, og hun oplever konstant, at hun ikke ”bare” kan skrive om det, hun har oplevet. Hun må sublimere det og gøre det til litteratur. Motiver gentages i nye variationer, løse bemærkninger bliver til nye historier, og det bliver stadigt sværere at holde styr på, hvad der er det dybeste lag. Det lyder indviklet, men de enkelte dele er så interessante og det samlede billede er alligevel så klart, at man følger skiftene uden problemer.

Anna og Molly er frie kvinder – de lever alene med deres børn, har deres egne politiske holdninger og deres egen karriere. De er frontløbere for et nyt kønsmønster, men de har svært ved at leve med det. Anna skriver på et tidspunkt: ”… I am left with no more than some banal commonplace that everyone knows: in this case, that women’s emotions are all still fitted for at kind of society that no longer exists. My deep emotions, my real ones, are to do with my relationship with a man. One man.” (s. 283)

Det er fristende at se det som forklaring på, at Anna ender i et destruktivt forhold til en psykisk syg mand, men det vil også være for simpelt. Hendes besvær med mænd handler lige så meget om at finde en mand, der virkeligt vil hende. De er alle sammen mere interesseret i politik eller i at fastholde tilværelsen med deres kone, uanset hvor dødt det er. Alligevel er smerten ægte nok, og Anna fyldes med desperation og fortvivlelse.

”It occurs to me that what is happening is a breakdown of me, Anna, and this is how I am becoming aware of it. For words are form, and if I am at a pitch where shape, form, expression are nothing, then I am nothing, for I has become clear to me, reading the notebooks, that I remain Anna because of a certain kind of intelligence. This intelligence is dissolving and I am very frightened.” (419)

Det er ikke kun Annas personlige jeg, der er i opløsning. Det er hendes politiske jeg også. Hun har været kommunist siden det var på mode. Det er det ikke mere i 1950’erne, men allerede under anden verdenskrig, hvor Sovjetunionen var allieret og Stalin blev kåret til Man of the Year, var engagementet under forfald.

”Any Communist Party anywhere exists and perhaps even flourishes by this process of discarding individuals or groups; not because of personal merits or demerits, but according to how they accord with the inner dynamism of the Party at any given moment.” (80)

Idealismen er der stadig, men den kommunistiske centralisme og de hyppige skifter i, hvad der er “korrekt” fører hele tiden til opsplitning og fraktionering. Hvis dele af notesbøgerne er nostalgiske, så er de politiske afsnit først og fremmest kyniske. Sovjetunionen skuffer alle forventninger, og alligevel har Anna uendeligt svært ved at bryde med partiet. Hun har investeret så mange følelser i det, at det er næsten uoverstigeligt at erkende, at alt ens håb, idealisme og hårde arbejde har været for en tabt sag.

Doris Lessing

Selvfølgelig kan man læse romanen som en historie om en kvinde, der vælger at bo alene, og som i øvrigt også har psykiske problemer og en kommunistisk fortid. Eller den kan læses som et portræt af politiske aktivister, hvoraf nogle også var moderne kvinder med psykiske problemer. Eller den kan læses som en skildring af personlighedens opløsning, denne gang hos en moderne venstreorienteret kvinde.

Men det vil ikke være rigtigt. Tingene hænger sammen, og Anna kan kun være den kvinde hun er, fordi hun er ’fri’ OG kommunist OG går i psykoanalytisk behandling, og det kan kun blive lige præcis denne historie, fordi den handler om Storbritannien i 1950’erne. Et fremragende, tankevækkende billede af en epoke.

Reklamer

One thought on “Doris Lessing: The Golden Notebook

  1. Hello there! This is my 1st comment here so
    I just wanted to give a quick shout out and tell you I really
    enjoy reading your blog posts. Can you suggest any other blogs/websites/forums that
    deal with the same subjects? Thanks a ton!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s