Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Karen Blixen: Den afrikanske farm

Ind i Afrika

Forlagsredaktørerne kan vælge og vrage, når de skal finde passende anmeldercitater til paperbackudgaven af en bog som Den afrikanske Farm. Jeg kan bedst lide Hakon Stangerups: ”Den lever med en forunderlig intens varme, fordi den lægger livets atmosfære om både dyr og mennesker, sorte og hvide, natur og civilisation – og mindre beskæftiger den sig ikke med!”

Den afrikanske farm - forside

Den afrikanske farm udkom seks år efter hjemkomsten fra Kenya, men selvom den er fortalt med en drømmende distance til begivenhederne, er den fyldt med liv og fascinerende iagttagelser. Vi hører om de lokales liv og levned, om de andre europæere i kolonien og ikke mindst om den triste afsked med farmen, da økonomisk fiasko endelig tvinger Blixen til at opgive den. Til gengæld skal man lede omhyggeligt efter det fejlslagne ægteskab med Bror Blixen, og kærligheden til Denys Finch-Hatton træder kun meget diskret frem.

Det er ikke svært at beskylde Karen Blixen for orientalisme – dvs. for at indskrive Europa og Afrika i et assymetrisk modsætningsforhold, hvor det europæiske per definition er bedst. F.eks. føles det ikke rigtigt, at første del kaldes Kamante og Lullu, når Kamante er hendes kikuyu-kok og Lullu er en hjort, som Blixen opfostrer og bagefter sætter fri. Den tanke ligger lige for, at de indfødte i virkeligheden bare er en slags avancerede dyr, som europæerne naturligt hersker over.

I kolonialismens storhedstid var det selvfølgelig noget nær umuligt ikke at betragte europæerne som overlegne. Mere interessant er det, at Blixen meget fint iagttager forskellene. Jeg var f.eks. fascineret af hendes skildring af skriftens betydning for kikuyuerne. Da en domstol afgjorde en sag for hendes squatter Jogona, beholdt han dokumentet som en skat:

”Dokumentets betydning blev ikke svækket men forhøjet ved gentagelsen, som om det største mirakel ved det i Jogonas øjne var, at det ikke forandrede sig. Fortiden, som nok havde været så vanskelig at samle og fastholde, og som nok havde skiftet udseende for hver gang han gennemgik den, var her for bestandig indfanget, ordnet og fæstnet, for øjnene af ham.” (s. 120)

Karen Blixen i Kenya

Alligevel virker den udlægning ikke rigtig. Det er i hvert fald ikke den eneste tolkning, for Blixen respekterer de mange afrikanske folkeslag, og det er ikke altid klart, at europæerne er bedre, selvom deres teknologi er overlegen. Måske er det Blixens egne rødder i det europæiske aristokrati, der spiller ind. Adelen var på sin vis lige så meget ude af takt med det moderne liv, som de masaier og kikuyuer, der gjorde alting op i kvæg.

”Det var mærkeligt at tænke på, at Berkeley og Denys som var blevet så dybt savnede af deres venner i England, lige siden de var udvandrede, og som var så elskede og beundrede herude i kolonien, dog på samme tid var udstødte. Der var ikke noget samfund eller selskab, der havde udstødt dem, heller ikke noget land i verden, der havde stødt dem bort. Men tiden havde gjort det, de hørte ikke hjemme i deres eget århundrede. … de hørte hjemme i et gammelt England, som ikke mere var til.” (197-98)

I takt med modernitetens udbredelse er naturen blevet tæmmet, og der er ingen tvivl om, at Afrikas vilde natur betød voldsomt meget for Blixen, Denys og mange andre europæeres opfattelse af landet. (At hun så samtidig var ved at indhegne, opdyrke og kultivere sin egen lille bid af Afrika, er blot et af tilværelsens mange paradokser.) Bogen er fyldt med beretninger om jagt og safarier, og naturen må da også have virket usædvanligt nærværende, når løver trænger ind på selve farmen og nedlægger et par okser. 

Fascinationen af naturen handler også om at smelte sammen med landet og opleve, at noget er større og stærkere end en selv. ”Et øjeblik troede jeg, at jordskælvet var forbi. Men da den tredje og sidste rystelse kom, bragte den med sig en så overvældende glæde og henrykkelse, at jeg ikke tror, at jeg nogensinde i mit liv er blevet så hovedkulds og grundigt bragt i ekstase.

Denne umådelige lykkefølelse ligger hovedsagelig i bevidstheden om, at noget, som man har troet var ubevægeligt, viser sig at kunne røre på sig.” (272-73)

Jeg tvivler på, at det ville være min reaktion på et jordskælv. Angst og bæven er nok et bedre bud, men man ved det selvfølgelig ikke før man har prøvet det. Under alle omstændigheder er det sådanne iagttagelser og refleksioner, der gør Den afrikanske farm til en fantastisk læseoplevelse. Bogen har måske nok 75 år på bagen, men som en rigtig klassiker taler den lige ind i noget almenmenneskeligt.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s