Anmeldelser · Nyere dansk

Trisse Gejl: Skjul

Fanny er i midt i livet og midt i sit livs største krise. Efter en politianmeldelse for et forhold til en af sine elever er det slut med at være gymnasielærer, så nu sidder hun i moderens gamle husmandssted uden for Fjerritslev og prøver at lægge sit livs puslespil.

Skjul - forside

Jeg læste første gang Trisse Gejl i DR Romanklubben, og der er mange fællestræk mellem Skjul og Siden blev det for pænt. Begge steder møder vi kvinder i eksistentiel krise, Fanny prøver ligesom Trine Vedel at drukne problemerne i alkohol og cigaretter, og det kommer der selvfølgelig ikke noget godt ud af. De to romaner har også det tilfældes, at de var lidt længe om at fange mig, selvom det gik hurtigere med Skjul, der i det hele taget er en mere helstøbt roman end den seneste udgivelse.

Titlen er velvalgt. Fanny er krøbet tilbage til barndommens skjul, og det er herfra, at hun prøver at rode trådene ud. Der er forholdet til moderen, som aldrig har lagt skjul på, at hun ikke ville opgive sin karriere, bare fordi hun havde fået to børn med mænd hun ikke ville være sammen med. Der er forholdet til søsteren Hope, der havde en voldsom vrede over for moderen og alle andre autoriteter, inden hun til sidst forsvandt i Svalbards barske natur. Der er forholdet til eksmanden, hvor såret stadig er så åbent, at hun kun kalder ham X. Og der er forholdet til sønnen Bob Anker, der har boet hos X i Hamborg i mange år, fordi hun opgav ham.

Fanny konstaterer et sted, at det ikke er de store beslutninger, der er de sværeste. Det er alle de små beslutninger, som hun har det svært med, og fordi de aldrig bliver truffet, er hun stille og roligt blevet trængt op i en krog af tilværelsen.

Det er tvunget af omstændighederne, at hun er vendt tilbage til rødderne, men som terapi virker det alligevel. Hun har brug for at finde sig selv, og det er præcis, hvad der sker. Især da Bob Anker kommer på tre ugers besøg, for det tvinger Fanny til at sætte en bremse for drikkeriet. Og når hun nu ikke kan drive rundt i selvmedlidenhed, så kan hun jo lige så godt komme i gang med få skik på huset og efterhånden også sit indre liv.

Bogen er fint indtalt af Karen Abrahamsen, og jeg var i det hele taget ret glad for Skjul. Gejls bøger er lidt længe om at fange mig, men hendes personer kryber stille og roligt ind under huden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s