Om det at læse

Indtalt af…

I løbet af det sidste års tid er jeg begyndt at høre en del lydbøger. Det siger sig selv, at indtalingen har stor betydning for oplevelsen. Jeg syntes f.eks. at Dan Schlosser løftede Den gamle mand og havet, mens jeg var mindre begejstret for Bengt Burgs indlæsning af Robert Harris’ Pompeji.

Men jeg har ikke været generet af, at en oplæsning lød HELT forkert. Før nu.

Bent Otto Hansen har indlæst Homer og Langley. Han har også indlæst Lejemorderens guide til et smukt hjem, som jeg hørte for et par måneder siden, og den første time eller to hørte jeg hele tiden morderen Boxic i den gamle, blinde Homers tankefulde ord.

Det var en mærkelig oplevelse. Selvom jeg selvfølgelig havde bemærket oplæsningens betydning, så havde jeg aldrig overvejet, at jeg identificerede en jeg-fortæller SÅ meget med oplæserens stemme. Men sådan var det altså: Boxic var ikke længere ”bare” en romanfigur af Hallgrimur Helgasson; han havde også fået Bent Otto Hansens stemme og omvendt var Boxic’ ironiske distance nu kædet tæt sammen med Hansens betoninger.

Der er jo ikke så meget at gøre ved det – ingen kan leve af at indtale én bog – men fremover vil jeg helt sikkert tænke over, at der skal være en god pause mellem bøger med samme indlæser.

Reklamer

4 thoughts on “Indtalt af…

  1. Hej du 🙂

    Det glæder mig, at du ikke kan få Boxic ud af hovedet, og at du ikke kan høre min stemme uden at tænke på ham. Han var nemlig også en endog meget stor udfordring for mig, selv efter at have indlæst ca. 160 andre romaner.

    Boxic var den første decideret usympatiske jeg-person, jeg har skullet lægge mund til, og for at yde ham retfærdighed var jeg nødt til at udlevere ham fuldstændigt, dvs…give den fuld gas, og udstille hvor uempatisk og hjernetom han egentlig var/er.

    Homer i ‘Homer og Langley’ er jo den stik modsatte type. At du ikke kan holde ud at høre mig i rollen som ham, kan være et udtryk for flere ting. En helt sikker af dem er, at min udgave af Boxic må have gjort stort indtryk på dig.

    Første gang jeg så Nicolas Bro var da han spillede evnesvag voldsmand i ‘Rejseholdet’. Jeg troede faktisk at han VAR evnesvag (rollens navn var i øvrigt Otto!). Lige siden har jeg haft svært ved at opleve ham som Hamlet.:! Nej, faktisk ikke…men han tog sgu fusen på mig dengang.

    Måske er det mere “farligt” at lave lydbøger, fordi der dér KUN er stemmen at gøre godt med.

    Håber du lige giver mig en chance eller to til. Jeg har lavet mange dejlige bøger. Senest f.eks. ‘Bernhard Hvals fortalelser’ af Lars Saabye Christensen.

    hep

    Bent Otto Hansen

  2. Hej Bent Otto,

    Tak for dit indlæg. Det er altid sjovt, når dem man mener noget om, selv giver deres besyv med 😎

    Og du har helt ret: Det er selvfølgelig fordi du har gjort indtryk på mig, at jeg bed mærke i uoverensstemmelsen mellem Boxic og Homer. Hvis det bare havde være en helt neutral indlæsning, så ville jeg ikke have tænkt så meget over det.

    Boxic er svær at få hold på. Han er selvfølgelig dybt voldelig og usympatisk, men han er også meget morsom. Jeg tror, at mange af de læsere, der sympatiserer med hans / Hellgasons sarkastiske kritk af det moderne forbrugssamfund i sin islandske variant, samtidig har meget lidt tolerance over vold og mord. Det er den konflikt i identifikationen, der gør bogen interessant.

    Jeg kan godt lide din sammenligning med skuespillere. Oplæsningen er jo også en OPFØRELSE af bogen, og ligesom enhver Hamlet giver sin egen fortolkning af rollen, så er oplæsningen en fortolkning, der skygger for den indre stemme, man normalt oplever litteratur med.

    Jeg lover, at jeg nok skal høre mere til dig. Homer fik sin egen stemme inden jeg var færdig, så det handler også en simpel pause. Og tak for tippet om Bernhard Hval, som er en fantastisk bog – i hvert fald på tryk!

    Mvh

    Henrik

  3. Hehe, selv tak Henrik.

    Boxic er den mindst neutrale lydbog, jeg nogensinde har lavet, netop fordi alt bliver gengivet set/hørt fra hans vinkel. Det gav mig store kvababbelser, præcis af samme grund som den, du nævner: man kan jo ikke accceptere en mand, der skider så højt og flot på andres liv og levned..!

    Som indlæser prøver jeg meget at “placere mig” et sted, hvor det på den ene side ikke bliver kedeligt og neutralt, men omvendt så lytteren glemmer at jeg “er der” – og koncentrerer sig om det, jeg siger = som der står i teksten, og dermed danner egne billeder og former egne holdninger.

    Kun een anden gang har en hovedperson gjort det nærmest umuligt for mig at “være ham”, uden at jeg brækkede mig ud over mikrofonen, nemlig Dostojevskijs ‘Kældermennesket’. Han er simpelthen så rædderlig, at det gjorde mig syg at indtale bogen. Jeg måtte holde flere pause-perioder.

    Ak ja…kånsdnere er åfte så føøøøøøølsommme 😉

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s