Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Harry Martinson: Vejen til de tusind drømme

Livet på vejene

Vagabonden. Landstrygeren. De farende svende. Fra Charlie Chaplins fortabte antihelt til John Steinbecks muntre svende er første halvdel af 1900-tallets kulturhistorie fyldt med mænd, der lever på kanten af samfundet. Hvorfor denne fascination?

Vejen til de tusind drømme - forside

En del af forklaringen finder man i Martinsons roman fra 1948. Den har klare selvbiografiske træk – Martinson var både sømand og vagabond inden han slog igennem som forfattere – selvom hovedpersonen er den tidligere cigarmager Bolle. Engang var cigarmageri et respekteret håndværk, men da tobaksbranchen blev industrialiseret tog cigaretterne og maskinerne over, og den modernisering satte millioner af mennesker i bevægelse: Over Atlanten, ind i nye fag og ud på vejene.

Selvom Bolle binder historien sammen, så er bogen første og fremmest en ode til landstrygernes klassiske tid fra slutningen af 1800-tallet til midten af 1900-tallet, hvor biler og velfærd efterhånden pillede de romantiske billeder af vagabondlivet. Vi får tips og tricks, anekdoter fra livet på vejene og møder et væld af særegne skikkelser.

Der er noget smukt over livet derude, selvom tilværelsen er farvet af skræk. Vel at mærke i første række skræk for at gøre alle de almindelige mennesker bange, for så kan repressalierne blive hårde. Der er også noget uskyldigt over landstrygernes frihedstrang. De kan ikke indordne sig under den moderne samfundsdisciplin, og det bliver de ofte bebrejdet af borgere med solid moral.

På den anden side har de heller ikke lod og del i alle de ulykker, der fyldte det 20. århundrede: ”Det er aldrig blevet opklaret, om synden er større end moralen. De frygteligste ting på jorden er sket i moralens navn. De er moralens kæmpesynder. Og de kæmpemæssige krige er ikke tankeløse og spontane fejlgreb, men på forhånd gennemtænkte moralske institutioner.” (s. 180)

Netop det er fascinationen ved vagabonden: Når samfundet begår grusomme overgreb, så må de, der vælger at stå uden for samfundet, blive moralske peglemærker.

Martinson skriver smukt og medrivende, og Vejen til de tusind drømme er en fin kollage fra livet på valsen. Jeg kunne godt ønske mig en lidt strammere historie, og slutningen var heller ikke lige min smag, men absolut en god læseoplevelse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s