Anmeldelser · Nordlys - bøger fra Norden

Kerstin Ekman: Händelser vid Vatten

Funklende svensk udkantsroman

Der tales meget om ”Udkantsdanmark” i disse år. Det er et grimt ord, som ingen bryder sig om at blive identificeret med. Alligevel har det slået om an, fordi det meget klart giver udtryk for, at verden forandrer sig, og at udviklingen ikke er til gavn for alle. Sådan er det også andre steder, og Ekmans roman fra 1993 handler om Udkantssverige: Helt oppe nordpå, hvor norsk, svensk, finsk og samisk møder hinanden, hvor skovene kun afbrydes af søer og hvor menneskene er få.

Händelser vid vatten - forside

Forfaldet er allerede ved at sætte ind i midten af 1970’erne, da lærerinden Annie Raft kommer til Svartvattnet (Sortvandet – den engelske oversættelse har titlen Blackwater) Hun skal undervise børnene i det venstreorienterede kollektiv Stjärnberg. På vej dertil finder hun to lig i et sønderflænget telt. Hvem er de? Hvem har myrdet dem? Og hvorfor? De spørgsmål finder efterforskningen ingen svar på. Først 18 år senere sker der noget. Annie genkender et ansigt, og snart er fortællerne igen på jagt efter sandheden om, hvad der egentlig skete.

Annie er den ene fortæller. Den anden er Birger, den lokale læge, der kender alle på egnen – måske undtagen hans egen kone Barbro, der er på vej væk for at realisere sig selv Han lever som dem han bor iblandt. Hun dyrker jagt og fiskeri, drikker indimellem lidt rigeligt og er i kraft af sit hverv en uundværlig pille i samfundet.

Endelig er der Johan Brandberg. En ung knægt i bogens første del. Han er på kant med sin far og med sine halvbrødre og beslutter at stikke af hjemmefra på præcis den midsommernat, hvor mordene finder sted. Det fører ham ud på en mærkelig odyssé, hvor han indfanges af en Kirke i særlig nordisk aftapning.

Romanens spænding bygges naturligt op om mordene og jagten på svar, men Händelser vid Vatten er ikke en kriminalroman i gængs forstand. Den er et portræt af et lille samfund, og de voldsomme følelser, der gemmer sig under overfladen. Det er som de dybe søer og de mørke skove: Menneskene gemmer på hemmeligheder og lidenskaber, som ikke lige er til at se.

I et lille samfund kan man ikke undgå dem, man ikke kan lide, og det kan undertiden føre til mærkelige fejder:

”Han insåg att Karl-Åke och han hade fått en anledning til fientlighet. En av disse absurda, långsökta, futila anledningar som låg bakom varje byfiendskap och tilverkades efter mönster likt invecklade virkningar. Ja, absurd intill det barnsliga, nästan diktade. Men hatet var vekligt.” (s. 235)

På den anden side er der selvfølgelig ikke en direkte vej fra ubehag eller ligefrem had til mord og overgreb. Ekman holder i hvert fald muligheden for det personlige valg åbent:

”De hade inte talat mer om det. Det hade varit en öppen fråga mellan dem om man kan se in i sitt eget mörker och om det rent av är ens skyldighet att göra det. Eller om man framkallar mörkret och gör det till sitt eget genom att kela med det.” (s. 455)

Ekman fik Nordisk Råds Litteraturpris for romanen, og det forstår man godt. Det er en indfødt, medrivende og nuanceret portræt af et samfund langt fra Stockholms storbyliv. Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det – og læs den især, hvis du har sat pris på Ida Jessens Hvium-romaner.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s