Anmeldelser · Nyere dansk

DR romanklubben (3. runde) Erik Valeur: Det syvende barn

Meget lang adoptionskrimi med strejf af satire og gotisk realisme

Skæbne, arv og miljø, ensomhed. Det er store temaer, der berøres i Det syvende barn. Titlen hentyder til et af syv børn, der 1961-62 var placeret på Elefantstuen på spædbørnehjemmet Kongslund, og som mystiske begivenheder bringer sammen igen i 2008.

Det syvende barn - forside

Handlingen er stort set umulig at genfortælle. Et af børnene, Inger Marie, er blevet hos Kongslunds tidligere leder Magna, og det er hende der er fortæller og den egentlige hovedperson i historien. Tilsyneladende er der noget lusk med de syv børn på stuen. Alle deres papirer er forsvundet, og det er sket alt for systematisk til at være tilfældigt.

Sagen har rødder ind i det politiske livs mest magtfulde kredse, hvor Nationalminister Ole Almind-Enevold står på nippet til at overtage statsministerposten. Han sætter sin gamle allierede Carl Malle ud for at opspore sandheden om de syv børn, og fra den anden side jagter journalisten Knud Tåsing de samme svar. Det er indviklet – og gøres i starten unødigt indviklet – og det er også farligt. Den ene person efter den anden med forbindelse til sagen dør under mystiske omstændigheder.

Tilsyneladende har magtfulde mennesker brugt børnehjemmet til at gemme deres sidespring af vejen. Problemet er bare, at jeg overhovedet ikke tror på det som en skandale i 2008, hvor historien foregår. (Ligesom jeg heller ikke tror på, at Almind-Enevold og Carl Malle skulle være veteraner fra modstandskampen og stadig i fuld vigør 65 år senere.) Fremstillingen af det politiske system og medieverdenen skal være satire, men jeg fandt den bare kedelig og irrelevant.

Erik Valeur

Vigtigst er selvfølgelig den adopteredes længsel efter at kende sine rødder. Inger Marie siger på et tidspunkt: ”Fordi han instinktivt forstod, at udslettelsen af den sidste viden om et barns rødder er den største dødssynd, et menneske kan begå.” (s. 596)

Er det også Valuers holdning? Fortællingen er farvet af Inger Maries hårde synspunkter, men det er i hvert fald påfaldende, at det går de bortadopterede børn ilde. Deres forældre elsker dem tilsyneladende ikke rigtigt – de er jo adopterede – og mange af dem får på den ene eller anden måde andres liv på samvittigheden. Det er en voldsom påstand at se en sammenhæng mellem det og adoptionen, og jeg har svært ved at acceptere påstanden. På den anden side var den provokerende nok, til at jeg har tænkt en del over spørgsmålet siden.

Erik Valeur har vundet flere priser for sin romandebut. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Romanen er alt for rodet og først og fremmest alt for lang: Når spændingen først begynder at stige et godt stykke efter side 300, så er hovedproblemet til at få øje på. Plottet er alt for indviklet og personerne for unuancerede. Det er ærgerligt, for det er selvfølgelig dybt interessant, at tusinder af børn blev bortadopteret i årtierne før indførslen af fri abort.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s