Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Jean Dufaux og Philippe Delaby: Murena – Moderens cyklus

Det kejserlige Rom vækkes til live

”Ja, jeg beundrer som historiker Murena, for serien givet et kendskab til antikkens Rom hurtigere og uden tvivl bedre end nogen historiebog – iberegnet dem, jeg selv har begået.”

Sådan anbefaler historikeren Michael Green den belgiske tegneserie Murena, og jeg kan godt forstå ham. Tegneserien giver vitterligt mulighed for at bringe en forsvunden verden til live på en helt anden måde end historiebogen eller for den sags skyld den historiske roman. Groft sagt kan teksten fortolke de skriftlige kilder, mens tegningerne tager sig af arkæologien.

Når opgaven lægges i hænderne på en kapabel forfatter som Jean Dufaux og en blændende tegner som Philippe Delaby, så føler man sig virkelig til stede ved Neros hof i 50’erne efter Kristus.

Murena er en romersk adelsslægt, og Lucius Murena er ven med den unge Nero, der blev tronarving, da hans mor Agrippina giftede sig med kejser Claudius. Murena er da heller ikke seriens virkelige hovedperson, for den handler mere end noget andet om intrigerne i kejserpaladset.

Agrippina er det fascinerende midtpunkt for magtkampene. Hun er smuk, brutal og grænseløst ambitiøs. Det er hende, der målrettet har bragt Nero i position til at overtage magten, og det er hende, der rydder forhindringerne af vejen, da det går op for hende, at Claudius har planer om at forstøde hende og erstatte Nero med hans egen søn Britannicus.

 Murena - Den bedste af alle mødre - forside Murena De som skal dø - forside

Men det er ikke nok. Hun vil ikke bare have sin søn på tronen; hun vil regere, og snart står kampen knivskarpt mellem mor og søn. Moderdrab eller sønnemord? Den historie ender i hvert fald ikke lykkeligt.

Dufaux følger en nyere retning inden for forskningen, der tegner et mere positivt billede af Nero end oldtidens forfattere gjorde. (Det var f.eks. det syn Peter Ørsted udfoldede i sin Nero-biografi fra 2006.) Det er en floskel, at det er sejrherrerne, der skriver historien, men det er en sand floskel. Nero var populær i sine første år på tronen, men det mærker man ikke så meget til i de tekster, der blev skrevet, efter han blev væltet.

Murena gør meget ud af at understrege, at Rom var et brutalt samfund, hvor menneskeliv ikke betød det helt store, og da slet ikke en slaves. Faktisk understreges pointen så grundigt, at det svækker bind 1 en anelse, men da først Dufaux har skrevet sig varm og præsenteret persongalleriet, bliver man suget ind i fortællingen.

Murena - eksempel

Tegningerne er et kapitel for sig. De er meget detaljerede, og de bygger utvivlsomt på lange studier af romersk byggestil og klædedragt. Men de er stadig dynamiske, og de mange kampscener fungerer upåklageligt.

Jeg vil anbefale at læse de fire bind, der udgør ”Moderens cyklus”, samlet. Historien hænger så meget sammen, at det giver mest mening. Faraos Cigarer har også udgivet ”Hustruens cyklus” på yderligere fire bind. Jeg glæder mig til fortsættelsen!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s