Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder

Rikke Bakman: Glimt

En sommerdag ved havet

Danske Rikke Bakman debuterede i år med Glimt, som forlaget på forsiden kalder en tegnet roman. Vi er tilbage i 1980’erne, hvor den seksårige Rikke er på sommerferie ved Vesterhavet sammen med sine forældre og sin storesøster.

Rikke Bakman: Glimt - forside

Vi følger familien en enkelt dag, og synsvinklen er konsekvent barnets. Små begivenheder fylder meget i hendes verden: En undulat er fløjet væk, hun kommer med faren til købmanden, de tager til stranden. Da de voksnes drama endelig eksploderer ud på aftenen er det skræmmende og ubehageligt – viden om, at de voksne gør ting, man ikke forstår, hører selvfølgelig også med til barndommens erfaringer.

På forsiden cykler Rikke Bakman og hendes søster på stranden ved Vesterhavet, men alligevel vil det ikke være rigtigt at sætte hendes bog i samme kategori som Alison Bechdel eller Craig Thompson, der nærmest tegner deres erindringer. Glimt er ikke en sammenhængende fortælling om at vokse op, men netop glimt og øjebliksbilleder fra en enkelt dag i en helt almindelig barndom. Tegnet novelle ville måske være en mere rammende beskrivelse trods de 300 sider.

Replikkerne er korte, så det tager ikke lang tid at læse bogen med mindre man fordyber sig i tegningerne. Det er der god grund til, for de er meget smukke. Stilen er børnetegningens, og det ligner, at de er udført med farveblyanter, farvekridt og andre redskaber fra børnehavens arsenal. I første omgang var jeg lidt irriteret over stilen, men jeg vænnede mig hurtigt til dem, og de er med til at understrege barnets synsvinkel.

Glimt - sideeksempel
Regn kan ikke accepteres, når det er sommerferie. Her prøver Rikke at mane solen frem!

Bakman er utvivlsomt et talent, som jeg glæder mig til at se mere fra. Glimt er godt selskab i et par timer, hvor man kan drømme sig bort til barndommens og sommerens forunderlige land. Her mellem jul og nytår med regn og blæst uden for vinduet, er det sidste er næsten mere fjernt end det første!

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s