Anmeldelser · Klassikerhjørnet

Christian Winther: Hjortens flugt

I forordet skriver Verner Dahlerup, at anmelderne havde svært ved at tro, at Hjortens Flugt ikke skulle være et ungdomsværk. Det kan jeg godt forstå, for der er en munterhed og en romantisk tro på kærlighedens og det godes sejr, som kan være svær at forbinde med en moden forfatter.

Men det er selvfølgelig bare endnu en af livets fordomme. Ældre mennesker kan være præcis lige så idealistiske som unge, og det er ikke nogen kvalitet i sig selv, at mange af os bliver mere kyniske, når vi bliver ældre. Under alle omstændigheder var Christian Winther næsten 60, da han skrev Hjortens Flugt, som udkom første gang i 1855.

Hjortens Flugt - forside

Historien fortælles på vers, og det er en udfordring for en inkarneret prosalæser som mig. Når alt skal deles ind i strofer på 8 linjer med rim på hver anden linje, så giver det nogle begrænsninger. Men jeg må også indrømme at sproget får en anden rytme, end når jeg læser en roman, og den rytme sidder stadig i kroppen på mig efter endt læsning.

Hjortens flugt er et historisk drama, der foregår omkring 1410. Erik af Pommern er konge i Danmark, men det går langsomt op for læseren, at han er under fremmed indflydelse. Den billedskønne vendiske heksekvinde Rhitra har fået ham i sin magt. Hun har også kastet sin kærlighed på den renfærdige ridder Strange Nielsen, og da han afviser hende, hævner hun sig på ham og på hans elskede Ellen.

Fortællingen åbner dramatisk: Den unge Strange bindes fast til ryggen af en vild kronhjort i en djævelsk udtænkt tortur. Skræmt tager dyret flugten, og som læser frygter man for mandens liv og lemmer.

Men Hjortens Flugt er for romantisk til at lade Strange eller dyret dø. Han slipper fri, og da han atter er kommet til hægterne starter hans søgen efter hævn og efter at genfinde Ellen. På sin vej slår han følgeskab med den muntre skjald Folmer – tydeligvis inspireret af middelalderens franske troubadourer – og den gamle ridder Peder Jernskæg.

Historien er fuld af ømme smil, skønjomfruer, pittoresk bondeliv og en sikker forvisning om, at det gode nok skal sejre til sidst. Det er blevet god litterær stil at skildre fortiden med stinkende kloakker og væskende sår, men det kendte Winther ikke noget til, da han skrev sin bog. Der er selvfølgelig masser af menneskeligt drama, ikke mindst hos bipersonerne. (Strange og Ellen er alt for perfekte til at vække store følelser.) Men det bider ikke voldsomt på mig. Formen er nok en del af forklaringen. Hvordan kan man hidse sig op over, at en mand forlader sig nyfødte datter, når det fortælles på formfuldendte vers?

Smukkest er de mange naturskildringer, som Winther med rette er berømt for, men jeg blev mest berørt af de passager, hvor virkeligheden titter frem bag de romantiske idealer. Som da Kong Erik og hans Dronning er blevet genforenet: 

Men Dronningen, den glade,
Den gjenfødte Brud,
I sine stille Tanker
Nu ydmygt takked Gud.
I Hjertet var indslumret
Den nagende Orm, –
Men – Mandens sind er flygtigt,
Som paa Havet en Storm.

Erik er trods alt kun en mand, der kan få dem, han vil have. Og en dronning valgt af politiske årsager, står ikke nødvendigvis højt på listen.

Tiden er ikke gået uberørt hen over Hjortens Flugt, men Christian Winthers vers var overraskende nemme at læse. Jeg nød bogen uden være vildt begejstret – så det må blive tre bøger ud af fem.

Advertisements

One thought on “Christian Winther: Hjortens flugt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s