Ydmygelse – og hævn
Anden verdenskrig er et uudtømmeligt skatkammer af historier. Ingen anden konflikt rammer tilsyneladende fantasien så rent, generation efter generation. For en europæer fylder Hitler, nazismen og holocaust mest, men i dette album er vi i stedet midt i den ligeså voldsomme krig i Asien.
Albummet åbner dramatisk: En gruppe britiske kvinder er efter indtagelsen af Singapore blevet fanget af japanerne og voldtaget. Nu står de i vandkanten og kigger ud over havet, mens de venter på henrettelsen. Den kommer. Kuglerne flår deres kroppe i stykker inden soldaterne drager videre. Kun sygeplejersken Carrie Sutton er mirakuløst i live og flyves til Indien.
Der kommer hun til at arbejde på et militærhospital, men det er kun de fysiske sår, der er helet. Inden i gnaver skammen og hadet. Det kan ikke forholdet til piloten Billy rette op på, og da hospitalet får sårede japanske soldater ind, starter Carrie sit eget personlige hævntogt.
Da krigen er slut, og Japan skal være allieret mod russerne – her bliver der ikke bare skåret hæle og klippet tæer for at komme fra anden verdenskrig til den kolde krig, der er faktisk tale om en regulær benamputation, men fred være med det – kan Carrie ikke acceptere det. Hendes udestående er personligt, og hvor en soldat kan respektere en anden soldat som modstander, så er japanerne bare gemene voldtægtsforbrydere i hendes optik.
Albummet cirkler om hævnens fascination, men selvom hævn fremstilles som en naturlig reaktion, er den destruktiv. Hadet og skammen forsvinder ikke, uanset hvor mange japanere, der slås ihjel, og da der ikke er flere fjender at tage af, rettes ødelæggelsen indad.
Det er danske Peter Snejbjerg, der har lagt tegninger til, og det har han gjort godt. Siderne er velkomponerede, og den realistiske stil passer godt til historien. Krigsscenerne er præcist så voldelige, at de er ubehageligt realistiske uden at svinge over i ren sadisme.
Kære Billy er et fint album, som jeg læste med interesse. Det var interessant at læse en krigshistorie fra et kvindesynspunkt, men fortællingen er lidt for skematisk bygget op, og bortset fra Carrie selv er personerne ret klichéagtige.
