Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Ranko Marinkovic: Hænder

Lidt skuffende kroatiske noveller

Marinkovic har rødder i Dalmatien, og det er også udgangspunktet for mange af hans historier. Men det kan selvfølgelig diskuteres om ”Hænder”, der udkom i 1953, er en kroatisk bog. Den blev jo udgivet i Jugoslavien som en del af jugoslavisk litteratur.

Hænder - forside

I hvert fald var Marinkovic i opposition til den samtidige litterære kanon, der bekendte sig til den socialistiske realisme – dvs. en romantiseret fremstilling af arbejderhelte og kommunistiske ledere – og i øvrigt var mest optaget af at besynge partisanernes heroiske kamp under krigen.

I novellerne optræder hverken politik eller krig i nævneværdigt omfang. Fokus er på det psykologiske og almenmenneskelige, og når krigen alligevel spiller med, er det enten i en birolle eller som absurd teater. Det sidste ses i Stjerner af ben, hvor en oppustet italiensk officer indtager en lille ø fra en lige så oppustet jugoslavisk kommandant – uden kamp.

Mest dramatisk og frygtelig er krigen på sindssygehospitalet, hvor Benito Floda von Retlih – læs andet og fjerde navn baglæns – fabler løs om alliancer, forræderi og den altopslugende krig, han vil slippe løs over verden. Her spærrer det komiske og ironiske bestemt ikke for alvoren, men den letfattelige propaganda holdes i baggrunden.

Ranko Marinkovic
Marinkovic støttede Franjo Tudjman og kroatisk uafhængighed i de sidste år af sit liv. Gør det hans noveller fra 1953 "kroatiske"?

Marinkovic er optaget af menneskets sammensathed. Mest symbolsk kommer det til udtryk i titelnovellen, hvor venstre og højre hånd skændes om, hvad der er rigtigt. Hænder kan stramme aftrækkeren til et nakkeskud, eller de kan kærtegne den elskedes hår. De kan skrive dødsdomme, eller de kan skrive romaner. Mulighederne er uendelige, og som oftest rummer mennesket både godt og ondt. Dobbeltmoralen synes at være det mest gennemgående træk. Også venstre hånd kan gribe til vold, og i ”Skørter” har fru Olivia travlt med at blive forarget over andre kvinders løsagtighed, mens hun selv kigger på drenge:

”Fru Olivia foragtede med from og dulgt gysen dette guds værk i skørter men levnede forsigtigt skaberen mulighed for at forbedre og pynte på sit værk. I alle tilfælde udelukkede hun sig selv fra sin foragt. Den ret gav hun sig selv; for med hende var det jo noget andet.” (s. 73)

Den type skarpe iagttagelser er der mange eksempler på i ”Hænder.” Jeg kan også godt lide den ironiske og menneskevenlige grundtone, men flere af historierne mister dynamisk, fordi Marinkovic eksperimenterer med fortælleformer (F.eks. tiltaler han tit hovedpersonen ’du’)

Samlet set en lidt skuffende bog, selvom der bestemt var gode historier og gode passager i den.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s