Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder · Fra den vide verden

Daniel Clowes: Wilson

Ode til det egocentriske menneske 

Wilson er et af de mest selvoptagede mennesker, jeg overhovedet har mødt i litteraturen. (Eller i virkeligheden, for den sags skyld.) Han er midaldrende, bor alene i Oakland og hans eneste meningsfulde relation er til sin hund, som han i øvrigt forventer, at alle andre også skal synes er fantastisk.

Wilson - forside

Da han får at vide, at hans far ligger for døden rejser han hjem for at tage afsked, og han beslutter sig samtidig for at opspore ekskonen Pippi, der måske/måske ikke er gået til som narkoluder. Det viser sig, at han også har en næsten voksen datter, som han opsøger. Ikke for at glæde dem, men udelukkende for at få udfyldt lidt af sit eget tomrum. Alt måles ud fra, hvordan det påvirker ham.

Som han siger, da han bliver konfronteret med, at han måske har et barn: ”Det tænkte jeg også af og til på engang, men jeg forestillede mig bare det værste, ikke? Altså. Ville hun ikke have krævet børnebidrag?” (s. 34)

Wilson - side 1
En typisk Wilson-situation: Han opsøger en kvinde, udspørger hende - og beder hende om at holde kæft, da hun svarer ham.

Som Odysseus må Wilson gennem en lang rejse, der går gennem både fængsel og finanskrisens deprimerende Amerika. Bliver han klogere? Næppe, men han slår sig måske nok til tåls med sin skæbne til sidst.

Clowes fortæller historien i afgrænsede episoder på en side. Det mindede mig lidt om Nikoline Werdelins Homo Metropolis, hvor hver stribe både har en selvstændig pointe og bidrager til den overordnede fortælling. Faktisk fungerer de enkelte historier bedre end bogen som samlet værk, selvom den er bundet nydeligt sammen. (F.eks. henvises der tre gange til både lyden af vand og en æske hundelort, som Wilson på et tidspunkt sender med posten.)

Tegnestilen er enkel, men den veksler alligevel mellem realistiske tegninger og mere stiliserede fremstillinger, der minder om gamle avisstriber. Det er muligt, at der er et mønster eller en betydning i skiftene, men så har jeg i hvert fald ikke gennemskuet den.

Chris Clowes

Wilson er en fin og skarp skildring af en moderne mennesketype, der dybest set kun interesserer sig for sig selv, men som alligevel lider i den ensomhed, der bliver resultatet. Bogen er morsom, og jeg klukkede flere gange over Wilsons groteske bemærkninger, men den samlede fortælling var ikke helt så overbevisende.

Reklamer

One thought on “Daniel Clowes: Wilson

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s