Anmeldelser · Fra den vide verden

Jean M. Auel: Hulernes sang

Tam afsked med Jordens Børn

Jeg var meget begejstret Hulebjørnens Klan, og jeg var også grebet af både Hestenes Dal og Mammutjægerne, da jeg læste de tre første bind af Jordens Børn for tyve år siden. Derefter er det gået jævnt ned af bakke med serien, men jeg har svært ved at afgøre, om Auel er kørt træt i sit stof, eller om jeg bare har fået andre præferencer. Forklaringen er sikkert lidt af begge dele.

Hulernes sang - forside

Under alle omstændigheder er Hulernes Sang ikke vellykket. Det skyldes flere ting: Bogen falder i tre dele, og specielt den første del, der er i umiddelbar forlængelse af Folket i Klippehulerne, mangler simpelthen dramatik og fremdrift. Den anden del beskriver Aylas rundrejse til de hellige huler i området, og her savner man virkelig nogle billeder af malerierne. Endelig er der så det dramatiske højdepunkt, hvor Ayla bliver Zelandoni og er lige ved at miste Jondalar igen.

En modig redaktør havde skåret første del væk, gjort anden del til tre-fire skarpe tilbageblik og bedt Auel koncentrere sig om at fortælle den sidste del af historien på 300 sider. Det ville også have ryddet ud i de alt for mange gentagelser. Der er trods alt grænser for, hvor mange gange man gider læse om dunhammerens nyttige egenskaber. Men det er der jo ingen, der fortæller en storsælgende forfatter.

Grundlæggende har jeg været fascineret af serien, fordi den gør en forsvunden verden levende igen. Måske er det rigtigt, måske ikke, men i hvert fald er det fremmedheden, der er spændende. Derfor er det også irriterende, når kvinderne fører banale samtaler, som om de var soccer moms i en amerikansk forstad. Jeg er helt med på at få lidt feministisk hverdagsdrama med i historien, men desværre bliver det – ligesom i de samlebåndsproducerede femikrimer – for banalt og derfor ligegyldigt.

Selvom Hulernes Sang ikke er nogen stor bog, så er jeg trods alt glad for at have læst den. Når man har glædet sig over de første bind, er man selvfølgelig banalt nysgerrig efter at få slutningen med. Den lever måske ikke op til Hulebjørnens Klan – men den var vitterligt også originalt tænkt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s