Anmeldelser · Nyere dansk

I Vågen kommer Plinius og det antikke Rom til live

Harald Voetmann: Vågen

Voetmann var ikke heldig sidste efterår: Ganske vist blev han nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris sammen med Josefine Klougart. Men det endte mest i ballade og kritik af valget, og Voetmann kunne ikke engang glæde sig over, at han var midt i en litterær kontrovers, der satte lys på hans roman. Det hele handlede nemlig om Klougart, hendes forbindelse til Asger Schnack og det forhold, at hun stadig var elev på forfatterskolen.

Vågen - forside

Nå ja, lidt kom der da ud af det: Jeg tænkte i hvert fald, at det måske var værd at kigge nærmere på ’Vågen.’ Det har jeg bestemt ikke fortrudt, for det var en lille roman, som jeg trods indledende skepsis blev fanget af.

Romanen foregår i det antikke Rom og kan vel nærmest karakteriseres som en spekulation over Plinius den ældre og den yngre med udgangspunkt i den gamles Naturhistorie. Rigtige citater herfra krydres med oplevelser fra Plinius liv, der kan have inspireret dem. Ofte kommenteres det af hans nevø, og det er ikke mindst hans uforskammede omgang med den store onkels mærkværdigheder, der får bogen til at leve.

Voetmann er uddannet i latin og har oversat flere romerske værker til dansk. Han ved kort sagt, hvad han taler om, og han er virkeligt dygtig til både at lade læseren spejle sig i personerne og til at vise romerriget i al dets fremmedhed. Det var meget voldeligt samfund. Gladiatorkampene og ofringerne var et meget tydeligt eksempel på slavernes begrænsede værdi, men det afspejlede en mere grundlæggende krigermentalitet og en ekstrem polarisering bygget på ulighed og slaveri.

Harald Voetmann

Plinius er både ærgerrig og arbejdsom. (Faktisk lader Voetmann ham ræsonnere sig frem til, at arbejde er livets eneste reelle mening, og hvor hvile, sex og leg bare er underkategorier.) Men der er også en klar sammenhæng mellem Imperiet og Naturhistorien:

”En enorm maskine sættes i gang for at indfange dyr og mennesker fra hele verden, der skal slagtes i Vespasians amfiteater. Al den viden, der er nødvendig for at holde denne maskine kørende, er indeholdt i Plinus’ Naturhistorie. Verden er stor, og de går i gang med at rydde den for bæster og barbarer. Alle får lov til at se det ske. Plinius udgiver sin Naturhistorie, som er et forsøg på at bemægtige sig naturen. Han kalder naturen for menneskets onde stedmor.” (s. 137)

Naturen som menneskets onde stedmor – vi er unægtelig langt fra nutidens økologiske tænkning, og bogens styrke er netop, at den gør fortiden og et par af dens markante personligheder levende for os – i stedet for at gøre dem til nutidsmennesker i fastelavnstøj.

Reklamer

2 thoughts on “I Vågen kommer Plinius og det antikke Rom til live

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s