Anmeldelser · Europæiske perler · Klassikerhjørnet

Mann lader huset Buddenbrook gå til grunde

 Thomas Mann: Buddenbrooks

Da Thomas Mann i 1929 fik Nobelprisen i litteratur, var det kun hans debut fra 1901, der eksplicit blev nævnt. Det kan selvfølgelig undre, at storværker som f.eks. Trolddomsbjerget ikke blev fremhævet, men det er også et udtryk for, at Buddenbrooks er et helstøbt mesterværk, der allerede var blevet en uomgængelig klassiker.

Buddenbrooks - forside
Jeg købte bogen i Berlin for mange år siden - men det har taget noget tid at komme i gang med den.

Det er også positivt, at romanen er let tilgængelig. Den er selvfølgelig lang, men den er ikke tung, og faktisk havde jeg meget nemmere ved at leve mig ind i Manns verden, end i mange af de helt nye danske romaner, jeg også læser. Det kræver overvindelse af gå i gang med de store elefanter i litteraturhistorien – men det lønner sig.

I romanen følger vi købmandsfamilien Buddenbrooks liv i Lübeck fra starten af 1830’erne til slutningen af 1870’erne. Den dramatiske tyske historie tra Toldforbund over de liberale revolutioner i 1848 til krigene og kejserrigets etablering danner baggrund, men det er familiens udvikling over fire generationer, der er i centrum.

Buddenbrook er en familie, men det er også et handelsfirma, som den gamle Johann Buddenbrook har bygget op. Tilværelsen handler om at styrke familiens position og om at udvikle og forsvare firmaets formue. Først overgår ansvaret til sønnen Johann, så til sønnesønnen Thomas og egentlig skulle sønnesønnesønnen Hanno føre firmaet og slægten ind i det nye århundrede.

Så vidt kommer det aldrig, for romanen lever til fulde op til sin undertitel ’En families forfald’. Selvom Thomas når det formelle højdepunkt med sin udnævnelse til senator, så går det i virkeligheden ned ad bakke fra første side, og selvom Buddenbrooks virker særligt hårdt ramt, så synes Mann at have en forestilling om en vis cyklisk regelmæssighed i borgerskabets familier:

Den økonomisk og socialt dynamiske entreprenør bygger en virksomhed op, stræber mod optagelse i det etablerede borgerskab og tager hul på luksuslivet. Efterfølgerne overtager en langt bedre udgangsposition, men de har også fået større offentlige forpligtelser, større smag for luksus, flere kunstneriske tilbøjeligheder og først og fremmest er det ikke sikkert, at de har det samme flair for forretninger. Det er en udvikling, der aldrig vil høre op. I baggrunden følger vi den næste familie – Hagenströms – opstigen, og selvom vi ikke får deres nedtur fortalt, så vil den komme.

Forretninger er vigtige, men historien handler især om familien, fordi ægteskaber er en vigtig vej til at skabe alliancer og socialt avancement. Da den anden Johann blev gift ind i Kröger-familien var det et fremskridt, og det var det også, da Thomas hjemførte den rige, men ustabile Gerda fra Amsterdam. Desværre synes genernes kvalitet at være omvendt proportional med damernes forfinethed, og det går jævnt tilbage med forplantningen. Samtidig bliver familien selv offer for andres sociale stræben og pengejagt, og her kniber det gevaldigt med familiens dømmekraft.

Selvom vi møder fire generationer af familien, så er fortællingen koncentreret om tredje generation, der er børn i første kapitel og på vej mod afgrunden i det sidste: Thomas er den førstefødte og derfor udset til at føre firmaet videre. Det gør han, men det kræver en umenneskelig selvkontrol at fremtræde korrekt i offentligheden og overfor sønnen Hanno bliver han en tyran. Christian er svagere, og selvom det aldrig bliver klart, om han faktisk er fysisk syg, eller om han bare ikke kan leve op til de krav hans position giver, så driver han hurtigt ud i familiens randzone. Intet sted er forfaldet tydeligere end i hans person. Clara er den yngste datter, og den første der bliver alvorligt syg.

Endelig er der Antonie, den ældste datter og måske romanens egentlige hovedperson. Hun repræsenterer alle familiens ulykker: De dårlige ægteskaber, der dræner økonomi og agtelse, og en vilje til at ofre sig for familien, der alligevel ikke stikker helt dybt nok. Alligevel er det hende, der sidder tilbage, da støvet har lagt sig og de andre er gået under. På sin egen måde er hun en overlever.

Thomas Mann
Mann var kun 25, da han afsluttede Buddenbrooks. Forbløffende.

Der er selvfølgelig en række forskellige punkter, hvor man kan aflæse det fremadskridende forfald. (Den tiltagende trang til luksus, forfinetheden i manerer, der går ud over den praktiske intelligens, og selvfølgelig det faktum, at overhovederne dør stadigt yngre.) Det er fint nok, men fordi konklusionen er givet på forhånd – som i en græsk tragedie – er det vejen derhen, der er interessant. Og Thomas Mann formår netop at give familiemedlemmerne hver deres liv og personlighed. Christian er sindbilledet på den fortabte søn – men han er også et sammensat menneske, man skiftevis kan blive irriteret over og føle sympati for.

Derfor – og fordi Mann skriver et vidunderligt smukt og flydende tysk – kan Buddenbrooks anbefales på det varmeste.

Reklamer