Anmeldelser · Nyere dansk

’Ulven’ fængsler ikke

DR-romanklubben (6. runde) Katrine Marie Guldager: Ulven

Årets romanklub nærmer sig afslutningen, og det er Katrine Marie Guldagers roman ’Ulven’ der får lov til at runde sæsonen af. Jeg har tidligere læst hendes meget roste novellesamlinger ’København’ og ’Nu er vi så her’ men jeg brød mig faktisk ikke rigtig om dem. Det var let at se, at personer og historier rummede budskaber og fortolkningsmuligheder – måske er det derfor hun er så populær i gymnasiet? – men jeg blev bare ikke grebet af fortællingerne.

Ulven - forside

Al litteratur er selvfølgelig konstruktioner, men jeg vil ikke kunne mærke det, mens jeg læser. Der vil jeg forføres.

’Ulven’ lider under mange af de samme problemer. Vi følger en lille familie i Køge fra slutningen af 1930’erne til starten af 1950’erne koncentreret omkring Leonoras mor og Leonoras far – at de aldrig omtales ved navn er et godt eksempel på romanens fortænkthed – og deres tre børn Henry, Leonora og Ib.

Mest får vi at vide om Henry, der er en forsømt rod. Præsten mener endog at han ikke har nogen samvittighed. Guldager vil vist nok gerne vise, at den slags skyldes en blanding af arv og miljø, og navnet er måske en kommentar til Doris Lessings ’Det femte barn.’ Her er der også en Henry og ham er den gal med allerede under svangerskabet.

Problemet er bare, at Guldager aldrig viser nogen ægte forklaring på, hvad der SÅ gør ham til en rod. Og det er et generelt problem: Personer skifter pludselig karakter eller opfattelse på et usandsynligt tyndt grundlag. Det giver ikke mening, at Frk. Lys fuldstændigt ændrer syn på Leonoras mor, fordi hun under en sygdom kommer til at sige, at hun skal tage Leonora væk. Det giver heller ikke mening, at Maren Katrines kærlighed til Karl kan ødelægges af et enkelt spørgsmål. Det giver ikke mening, at Leonoras mor uden videre bliver bidt af keramik og uden videre opgiver det igen.

Katrine Marie Guldager
Guldagers stil er vist ikke lige min kop te.

Helt galt står det til med ulvesymbolikken. I starten slås det fast, at Leonoras mor forvandles til en ulv, senere bliver det et symbol på hendes angst, længsler og fortrængninger og senere igen til et fysisk fænomen, der kan spærres inde på loftet og begraves på en kirkegård. Fortænkt og uden mening, synes jeg. Det gav i hvert fald ikke noget til min læseoplevelse.

Jeg glæder mig til at høre, hvad de andre har fået ud af bogen, når vi mødes på Nakskov Bibliotek på onsdag. Vi er sjældent enige, så det kan jo være, at de andre har fået mere ud af bogen. Det er også på onsdag, at vi skal indstille de fire bedste bøger til finalen, og jeg regner med at skrive et opsamlingsindlæg om hele sæsonen inden da.

Advertisements

One thought on “’Ulven’ fængsler ikke

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s