Anmeldelser · Billeder med ord - ord med billeder · Europæiske perler

Menneskelig stræben i forfald

Benoit Peeters og Francois Shuiten: Tårnet

Tårnet fylder både som bygningsværk og som symbol i europæisk historie. Derfor er det kun naturligt at Peeters og Shuiten kaster sig over tårnet i deres psykologiske og mytologiske serie om byernes hemmelige væsen.

Det mest berømte tårn er selvfølgelig Babelstårnet, hvor menneskeheden angiveligt prøvede at bygge et tårn så højt, at det kunne nå gud – og blev straffet for det med sprogforbistring. Det var i de hårde dage før Jesus, hvor kontant afregning stod højere på dagsordenen end tilgivelse.

Tårnet - forside
Bemærk at hovedpersonerne er i sort-hvid på en farvet baggrund

Fortællingen foregår netop i et sådant Babelstårn, selvom det snarere er universets uendelighed end Guds modvilje, der har bremset de ærgerrige. I albummet er det allerede et projekt i forfald. Det er også et kæmpe bureaukrati, hvor hver mand passer sin post, og hvor kun de mytologiske ”ingeniører” har overblik over det hele.

Giovanni er en ganske almindelig vedligeholder, der trofast har passet sit arbejde, selvom forfaldet griber om sig uden for hans sektor. En dag bliver han træt af at vente på inspektøren og drager af sted for at få svar. På sin vej møder han den belæste Elias og den smukke Milena, der også er træt af rutinetilværelsen. Sammen sætter drager de mod toppen for at få ingeniørerne i tale – og for at få et svar på, hvad det hele går ud på.

Myten om Babelstårnet har fulgt den jødisk-kristne tradition i årtusinder, men den havde nok sin største udbredelse i middelalderen. Og tegnestilen peger ligesom da også mest i retning af italiensk renæssance, og det samme gør Giovannis navn. Selvom epoken virker bekendt, så er der elementer, der ikke rigtig passer – ligesom det var tilfældet i Murene i Samaris.

Det ses ofte, at de danske udgivelsesrækker ikke følger originalen. Det er også tilfældet her, for selvom Tårnet lanceres som Hemmelighedsfulde Byer 2, så er det faktisk bind 4 i den franske original. Umiddelbart virker det dog ikke som det store problem. Tårnet kan sagtens stå alene.

Der er noget dragende over historien med dens blanding af mærkelige og velkendte elementer, men der er også hele tiden en fornemmelse af at blive ført rundt mellem psykiske arketyper og mytologiske grundfigurer. Det er ikke for ingenting, at Benoit Peeters også har skrevet en biografi om psykologifilosoffen Jacques Lacan. Men det kan godt gøre det lidt svært at leve sig ind i personerne og historien – jeg blev i hvert fald aldrig rigtig suget ind.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s