Anmeldelser · Fra den vide verden · Klassikerhjørnet

Kan man være menneske i militærets absurde bureaukrati?

Joseph Heller: Punkt 22

Jeg skrev for en uges tid siden, at Sigrid Undsets 100 år gamle roman ’Jenny’ føltes, som om den kom fra en helt anden verden. Joseph Hellers 50 år gamle roman ’Punkt 22’ kunne derimod være skrevet i går, hvilket kun er endnu et bevis på, at en verden gik under med første verdenskrig og blev erstattet af den moderne verden, vi i dag lever i.

Punkt 22 - forside

Romanen foregår i 1944 blandt en gruppe amerikanske flyvere på øen Pianola i Middelhavet. De flyver togter mod mål i Norditalien og Sydfrankrig, bruger fritiden på alkohol og prostituerede og prøver at klare sig igennem tilværelsen under den lumske oberst Cathcart. Han har den ubehagelige vane at sætte antallet af pligtige togter op, hver gang de mest rutinerede piloter er ved at nå det antal, der skulle sende dem hjem til USA.

Obersten må selvfølgelig ikke sætte antallet af togter op som det passer ham, men i den absurde militære logik er det vigtigste at adlyde ordrer – også selvom de er ulovlige. Der er derfor ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen.

Det gælder også den oprørske kaptajn Yossarian. Han er romanens hovedperson, og han vil bare ikke slås ihjel. Han anerkender sådan set, at det kræver ofre at vinde krigen. Han har bare den såre menneskelige opfattelse, at det helst skal være nogen andre end ham selv. Han bliver indlagt på hospitalet i perioder og kaster sig ud i mere eller mindre utreret opførsel, men før eller siden letter flyet igen med kurs mod de tyske antiluftskytsstillinger.

”Der var kun én bestemmelse, og det var den i Punkt 22, der sagde, at ængstelse for egen sikkerhed over for virkelige og umiddelbare farer var produkt af en fornuftigt arbejdende hjerne. Orr var tosset og kunne få flyveforbud. Det eneste, han skulle gøre, var at bede om det, og så snart han gjorde det, ville han ikke længere være tosset og skulle derfor flyve flere togter.” (s. 40)

Joseph Heller

De absurde modsætninger viser sig helt nede på sætningsniveau. ”Overlæge Sanderson nikkede forstående, med et smil, der var både behageligt og uoprigtigt.” (s. 258) Det er sjovt og ’Punkt 22’ er en meget morsom bog. Morskaben svinder dog ind efterhånden som tabstallene stiger, og absurditeterne hviler hele tiden på den dybt alvorlige baggrund, at der mangler nogen efter næsten hvert eneste togt.

Mens frontsoldaterne sætter livet på spil, er de højere officerer mere optaget af interne magtspil, og de fremstilles i det det store og hele som forfængelige idioter, der er interesserer sig for deres karriere, for at tjene penge på de mafialignende indkøbsordninger og for at vinde krigen – i nævnte rækkefølge. Det er også vældig morsomt, men det gør heller ingen forskel. Militæret er som et objekt i det tomme rum. Det ruller ubønhørligt videre indtil noget standser det.

’Punkt 22’ er med rette blevet en klassiker. Den er voldsomt velskrevet, og den udstiller hele den tragiske og til tider umenneskelige verden, som soldater må prøve at overleve i, når krigen raser.

Reklamer

2 thoughts on “Kan man være menneske i militærets absurde bureaukrati?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s