Anmeldelser · Nyere dansk

Fortidens spøgelser i Jugoslaviens borgerkrig

DR Romanklubben (2. runde) Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

August fyldte 7 i onsdags, så jeg kunne ikke deltage i diskussionen på biblioteket denne gang. Det ærgrer mig, for der er mange ting at tænke over, når man er færdig med at læse ’Det dobbelte land’. Ikke så meget i forhold til handlingen. Den er for så vidt klar nok, men hvad betyder det?

Det dobbelte land
Symbolikken er klar nok: Mørket lurer lige under overfladen. Men sjovt nok får forsiden mig mest til at tænke på Gyldeldals debatbogsserie!

Historien udspiller sig i Hercegovina i starten af 1990’erne. Milovan er tidligere partiboss i Dubrovnik, og nu er han flygtet i sikkerhed bag fronten, mens hans kone og resten af familien pines af serbernes bombardementer. Den jugoslaviske forbundsstat er ved at gå op i limningen, og så er det måske ikke så smart at være serber i den kroatiske havneby.

Det er i hvert fald, hvad Milovan har bildt sig selv ind. Men hvorfor har han så efterladt familien? Hvorfor er han stukket af? Det tvinges han til at tænke over, da Frane, hans kone gennem en menneskealder, dør. Nu må han gøre op med sig selv, om han skal hjem til begravelsen eller ej.

Milovan må se hele sin fortid i øjnene og dermed også Jugoslaviens. Under anden verdenskrig blev dele af familien ofre for de kroatiske ustasjaers folkemord, mens hans far Radoslav var en højt skattet, kommunistisk partisan. Det gjorde ham på ingen måde til et bedre menneske. Tværtimod. Radoslav var en rendyrket psykopat, der holdt både Milovan og moderen i et jerngreb af vold og trusler. Men det gjorde ham til en helt, og det banede vej ind i kommunistpartiet i 1950’erne.

Det nye Jugoslavien skulle gøre op med nationalismen, men den endte bare med at reproducere den. Først blev Milovan løftet op, fordi han var serber. Så blev han væltet igen, fordi han ikke var kroat. På mange måder var tiden fra 1945 til 1990 bare en våbenhvile i den lange borgerkrig. Det nationalistiske pres var tydeligt allerede i 1970, selvom der altså skulle gå tyve år mere, før sværdet igen blev trukket.

På den måde er Milovan selvfølgelig en repræsentant for et system, men han er også et interessant og sammensat menneske. Det er nemt at dømme ham for at give op over for nationalismen og for at svigte Frane ikke bare én men to gange. I det perspektiv er han en kujon, der tænker mest på sin egen overlevelse og kun handler rigtigt, når han ikke har tid til at tænke sig om.

Men måske bør man også hæfte sig ved de positive sider: Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at tænke, at han trods alle odds blev et langt bedre menneske end sin far. Og selvom han havde alle forudsætninger for at hade og ende som serbisk ekstremist, så skete det ikke. Han var fej – men mennesket kan have større brister end det.

Birgithe Kosovic

Birgithe Kosovic har forudsætningerne for at skrive historien. Hun er ”halvt dansk og halvt jugoslavisk” som der står i bogen. Det har sikkert inspireret hende til at skrive den, men det har også givet hende en personlig og levende indgang til stoffet. Sådan virker det i hvert fald.

Det er velgørende, at en dansk forfatter er med til at sætte fokus på verden omkring os. Bogen er som sagt også god at tænke med, men det trækker lidt ned, at historien skulle løbes i gang, før den fangede mig. Som litteratur levede den faktisk mest i den sidste halvdel, hvor det komplicerede forhold til Frane og vennen Nebojsa kommer i fokus.

Reklamer

2 thoughts on “Fortidens spøgelser i Jugoslaviens borgerkrig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s