Anmeldelser · Nyere dansk

Klosterliv gjort vedkommende

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Hildegard

Religion spiller en stor rolle i mange menneskers liv, og derfor er det et spændende emne, også for ikke-troende som jeg selv. Men det betyder ikke, at det er nemt at gøre religiøsiteten nærværende. Slet ikke, når fokus er på noget så fjernt som middelalderens klosterliv.

Men det lykkes for Anne Lise Marstrand-Jørgensen i hendes fremragende bog Hildegard. Den udkom sidste år og er en fri gendigtning af Hildegard af Bingens liv fra hun bliver født i 1098 og til hendes synske evner endelig bliver anerkendt efter årtier i klosteret ved Disibodenberg i Tyskland.

Hildegard - forside

Hildegard er et skrøbeligt barn, der konstant bliver syg. Allerede fra en tidlig alder får hun syner, og selvom de ikke skræmmer hende selv, så bliver forældrene bange for, at hun skal blive jagtet som heks eller kætter. For moderen er løsningen at sende Hildegard i kloster sammen med den fromme eremit Jutta.

Forældrene er ikke de eneste, der er bekymrede. Jutta og abbeden beder hende også holde sine syner for sig selv, men i munken Volmar får hun en ven og læremester, som hun kan dele sit indre liv med. Alligevel spreder rygterne om Hildegards evner sig, og når man nu kender Hildegards efterfølgende berømmelse, er det selvfølgelig kun et spørgsmål om tid.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver vidunderligt. Hildegards oplevelse af ”Det levende lys” fremstilles troværdigt, og forfatteren formår generelt at bringe middelalderen til live. Forældrene, Hildegard, Volmar og andre karakterer er både tidstypiske og hele mennesker, læseren kan identificere sig med.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Marstrand-Jørgensen blev fortjent vinder af Danske Banks litteraturpris i 2009.

Klosterlivet fremstilles indefra. Vi følger Hildegard, og så længe hun er adskilt fra omverdenen, hører vi stort set ikke om den. Det er til gengæld fascinerende at følge en så fremmed verden, for selvom personernes konflikter er genkendelige, så er livet helt anderledes: Det er fanatisk og rettet mod gud.

”Først din far, så Uda, det er derfor, vi ikke skal knytte os mere til ét menneske end et andet,” siger Jutta, ”gør vi ikke det, vil de uundgåelige tab ikke forstyrre vores opmærksomhed på Gud.” (283)

Det udsagn er selve kernen i religiøs fanatisme: Kærligheden til menneskene omkring en er skadelig, fordi den fjerner fokus fra det egentlige: En gud som ingen har set.

Umiddelbart kunne man tro, at det bare er Jutta, der som indemuret eremit er lidt til en side, men Hildegard selv er lige så fremmed. Som når hun forsvarer, at der kun skal være adelige søstre i hendes klosterafdeling, fordi gud har skabt menneskene forskelligge (341-42) Eller når hun igen og igen fremhæver jomfruelighedens hellige kraft, og kvinden som svag fordi hun er bærer af arvesynden.

Hildegard levede i en helt anden verden. Bogens styrke er, at den bringer den verden til live for læseren. Jeg glæder mig til Hildegard 2 i romanklubben!

En kommentar til “Klosterliv gjort vedkommende

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s