Anmeldelser · Nyere dansk

Peter Høeg: Elefantpassernes børn

For første gang i mange, mange år har Peter Høeg skrevet en roman, der er bedre end den foregående. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg stadig sætter størst pris på hans tre første bøger, men ’Elefantpassernes børn’ er i hvert fald et klart fremskridt i forhold til lavpunktet med ’Den stille pige’.

Fortælleren er den 14-årige dreng Peter Finø, der sammen med sine ældre søskende Tilte og Hans skal prøve at finde sine forældre, der egentlig skulle være på ferie fra præstegerningen på Finø. De er pludselig forsvundet, og da både PET, biskoppen og kommunaldirektøren møder op for at tage sig af børnene, kan de hurtigt regne ud, at noget er helt galt.

Flot forside. Bemærk den unge pige, der linder på forhænget og kigger ud.

Børnene stikker af, og snart går den vilde skattejagt, som fører dem rundt i de usædvanligt talrige religiøse miljøer på Finø og senere til København, hvor forberedelserne er i fuld gang til ”Den store Synode”, hvor alverdens religioner skal mødes for at finde frem til en fælles indre kerne. I baggrunden lurer både et terrorangreb og muligheden for at forældrene er i fuld gang med at overgå de svindelnumre, som de tidligere har givet sig af med.

Det går kort sagt over stok og sten, men plotstrukturen er noget enklere end i Peter Høegs andre spændingsromaner, og den er fortalt med masser af humor. Det giver sig udtryk i de mildt sagt utrerede navne, som ikke lader J.K. Rowling noget efter. Min private favorit er nok Peters ærkefjende Kaj Molester Lander, mens andre er lige lovlig langt ude.

Men humoren viser sig også i sproget og i fortællestrukturen: ”Jeg ved ikke om bispeforeningen i Danmark har en julerevy. Hvis de har, så mener jeg, at det ville være et fejltrin at give Anaflabia Borderrud en større rolle. For en ringe skuespilpræstation end den, hun nu leverer, ved at lade som om det her møde er tilfældigt, det har Tilte og Basker og jeg aldrig set, og det er inklusive landliggerrevyen i Finø By forsamlingshus den sidste søndag i juli, som ellers går for at være det dybeste, mennesker kan synke inden for amatørteater.” (s. 62-63)

Den type formuleringer er der masser af, og ofte handler det om, hvad ”alle de store religioner” mener om dette eller hint, og det religiøse aspekt skal nok tages mere seriøst end som så. Peter starter selv fortællingen med at love, at han vil vise læseren ”en dør ud af fængslet, den åbner ud til friheden.” (s. 11) En spirituel frihed med harmoni og lykke, selvfølgelig.

Peter Høeg ser mere afslappet ud med årene.

Den snak fik jeg ærlig talt nok af længe før sidste kapitel, men jeg må på den anden side også indrømme, at Høeg alligevel fangede mig på de sidste sider og gav mig noget at tænke over.

Ellers er romanen spækket med ’elefantpassere’ – herunder børnenes forældre. ”Vi ved alle sammen, hvad hun mener. Hun mener, at mor og far inden i sig har noget, som er meget større end de er, og som de ikke har kontrol over, og for første gang kan vi børn se helt tydeligt, hvad det er: De vil vide, hvad Gud virkelig er…” (s. 119) Den type mennesker er spændende, men de er selvfølgelig også vanskelige at omgås.

Alt i alt et læsbart og underholdende værk. Jeg er stadig ikke vild med alt det religiøse bla-bla, men her fortælles det i hvert fald med humor og som sagt: Jeg følte virkelig, jeg havde fået noget at tænke over til sidst.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s