Anmeldelser · Nyere dansk

Pia Juul: Mordet på Halland

Jeg har flere steder set Juuls bog fra sidste år kritiseret for ikke at være en ”rigtig” krimi. Den kritik virker ret malplaceret, synes jeg. Ikke fordi det er en krimi, men fordi den slet ikke påstår at være en krimi. Det er simpelthen en roman, som der står på forsiden. Der sker ganske vist et mord i kapitel 1, men det gør jo ikke en bog til en krimi.

Omslaget er ikke så lidt kedeligere end indholdet.

Bogens hovedperson er den midaldrende forfatter Bess. Hun vågner op en morgen, hendes mand Halland er gået og – viser det sig – blevet skudt med en jagtriffel på torvet. Bess’ verden bryder sammen, og en af bogens store styrker er den indfølte skildring af en sorg, som ikke altid lever op til konventionerne.

Det viser sig dog, at Bess og Halland ikke bare var et lykkeligt par. Hun forlod sin daværende mand Troels og datteren Abby ti år tidligere. Siden har Abby nægtet at se hende, og hendes forhold til resten af familien er også noget distanceret. Omvendt viser det sig også, at Halland har haft et parallelt liv. Bess støder ind i flere kvinder, som han tilsyneladende har kendt, og det viser sig også, at han har et værelse i København.

Hvad skal det alt sammen betyde? Har han levet et dobbeltliv, og er det i det skjulte liv, at forklaringen på hans død skal findes? Interessent er brugen af Martin Guerre som et centralt symbol på Halland. Guerre forlod i 1500-tallets franske provins sin kone, og da han ti år senere vendte tilbage, var det slet ikke ham, men en bekendt, der udgav sig for at være ham. Pointen er, at det var et ”lykkeligt bedrag” som Bess / Juul betegner det, og at den falske Guerre bliver tolereret i landsbyen og accepteret af konen, fordi han udfylder en vigtig social funktion. Men da den rigtige Guerre vender tilbage går det selvfølgelig ikke mere – så er det bare bedrag.

Spørgsmålet er også, hvor meget man kan stole på fortælleren Bess. Sorgen er ægte nok, men som hun selv erkender på et tidspunkt, så er fortællingen præget af selektiv hukommelse: 

”Der er noget jeg ikke har fortalt.
   Selvfølgelig er der rigtig meget, jeg ikke har fortalt, hvordan skulle jeg få alting med. Men der er alligevel noget jeg ikke har fortalt, og jeg må jo nok have sprunget det over med vilje, det er forskellen. Eller er der alligevel ingen forskel. Det jeg ikke ved jeg springer over, springer jeg måske også over med vilje.” (s. 128)

Læseren får stadig ikke at vide, hvad det er hun ikke har fortalt – men at NOGET er udeladt, og at Bess’ historie skal tages med et gran salt, det bliver klart.

Selvom Mordet på Halland ikke er en krimi i traditionel forstand, så er den fundamentalt spændende, og Pia Juuls sprog og karaktertegning er fremragende. Uden at forfalde til billige dramaturgiske tricks er jeg efter læsning stadig usikker på, hvem Bess egentlig er. Det kalder på en genlæsning og en god diskussion i læsekredsen på torsdag!

Advertisements

One thought on “Pia Juul: Mordet på Halland

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s