Anmeldelser · Butleren i biblioteket · Fra den vide verden

Miyuki Miyabe: Skyggefamilie

Miyabes krimi fra 2001 er første bog i læsekredsen i denne sæson – og jeg glæder mig, til vi skal diskutere den på mandag. Det bliver spændende at høre, om den har fundet nåde for de andres blik, men jeg har i hvert fald været ret begejstret for den.

Romanen er en lille tæt sag, der efter en kort indledning er bygget op om én lang afhøring. Vi hører dialogen mellem tre vidner og betjent Takegami, der har måttet forlade skrivebordet og overtage rollen som forhørsleder, da kollegaen Nakamoto pludselig bliver syg. Målet er at finde og afsløre en dobbeltmorder, der har slået en midaldrende familiefar og hans unge elskerinde ihjel på bestialsk vis. Bag spejlet sidder datteren Kazumi og prøver at genkende de afhørte.

Sporene er få. Manden har haft en stribe unge elskerinder, men konen synes at acceptere det, og han lever i øvrigt et ret almindeligt liv. Altså bortset fra, at han på internettet har opdyrket en reservefamilie bestående af far, mor og to teenagebørn. De har selvfølgelig dyrket bekendtskabet på hjemmesider og chatrooms, men der er tegn på, at de også har taget relationen ud i den virkelige verden. Er det her gådens løsning skjuler sig?

Som oversætter Thomas Høy Davidsen gør opmærksom på i sit interessante forord, så er bogen en besk kommentar til den japanske økonomis organisering, der gøre det mere end almindeligt vanskeligt at leve et almindeligt familieliv. Med et privatliv i opløsning har Tokoroda valgt at skabe sig en ekstra familie i cyberspace – og han har tilsyneladende ikke haft svært ved at finde interesserede medspillere.

På den anden side kan man selvfølgelige spørge sig selv, om det er udtryk for over- eller underskud, at familiefaderen kan holde ikke bare en men to familier gående? Og er det i det hele taget synderligt farligt at have konstruerede familiebånd på nettet, når enhver ved, at ens eventuelle morder sandsynligvis er en ”rigtig” bekendt eller ligefrem et familiemedlem? Lige på dette punkt virker ’Skyggefamilie’ faktisk en smule tidsbunden, for internettet er trods alt blevet så trivielt, at det er sværere at spille på frygten for, at det helt skal overtage vores liv.

Ingen grund til at beklage, at Miyabe droppede advokatkontoret for skriveriet.

Interessant er det følge den ulastelige japanske høflighed, der også sætter sig præg på afhøringen – ikke noget med at true, bande og råbe af ”ofrene” – og den grotesk hierarkiske orden i politiet, hvor nye ideer fra en underordnede som noget helt naturligt slås ned, bare fordi den kommer fra en underordnet. (Den kan så tages op igen efter et passende tidsrum, hvis den er fornuftig.) Under alle omstændigheder en glimrende, stram krimi, hvor privatliv, snik-snak og et unødigt kompliceret – og derfor forvirrende – plot ikke får lov til at dominere.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s