Anmeldelser · Europæiske perler

Hilary Mantel: Wolf Hall

‘Wolf Hall’ vandt sidste års Booker pris, hvilket blev set som lidt af en oprejsning for den ellers noget oversete historsiske roman. Det er da også et værk, som går langt ud over den typiske historiske films fokus på kostumer og velkendte karakterer. Som hos Shakespeare er historien universel, selvom forlægget er konkret og placeret i fortiden.

Romanen følger Thomas Cromwells usandsynlige vej til magten i 1500-tallets England. Født af en simpel smed og med en fortid som lejesoldat i Frankrig bliver han først kardinal Wolseys betroede medhjælper og efter hans fald kong Henrik den VIII’s vigtigste minister. Cromwell er mere end nogen anden ansvarlig for gennemførelsen af reformationen i England, da Henrik ikke kunne få sit ønske om en skilsmisse fra sin første kone igennem for i stedet at ægte Anne Boleyn. Mantel efterlader slet ingen tvivl om, at Boleyn var afgørende for beslutningen, selvom muligheden for at styrke de altid slunkne statskasser med kirkens rigdomme også spillede ind.

Historien er selvfølgelig velkendt, men Mantel gør personerne levende og interessante. Den tankefulde konge er på en gang følelsesladet og nøjeregnende, gavmild og barsk. Anne Boleyn er en intrigant bitch, men samtidig en kvinde, der formår at bruge sine fortrin til at manøvrere i en mandeverden. Thomas More er både asketisk lærd, hårdhændet politiker og idealistisk papist.

Historien bag Hans Holbeins portræt af Thomas Cromwell er også med i romanen.

Men i centrum står naturligvis Cromwell selv. Hans vej til magten er så usandsynlig, at Mantel ville være blevet beskyldt for at være lovlig fantasifuld, hvis det ikke faktisk var sket. Forklaringen var først og fremmest, at Cromwell var nyttig. Han løste de opgaver han fik, først for Wolsey og siden for kongen, og samtidig havde han et effektivt europæisk netværk, der både sikrede efterretninger og adgang til de udenlandske pengemarkeder, der gjorde ham i stand til at hjælpe gældsplagede adelige ud af en truende fallit – og ind i taknemmelighedsgæld til ham.

Dertil kom stærke personlige egenskaber: Et overlegent intellekt, evnen til at tale med høj og lav, et jernhelbred – og længe en status som relativt uskadelig, fordi han ikke var adelig. Mantels portræt er sympatisk. Selvom Cromwell er hård i filten og uden skrupler sender kongens modstandere til skafottet, hvis det er nødvendigt, så opererer han inden for loven, og opgøret med den katolske kirke fremstilles dybest set som idealistisk. Cromwells egne religiøse tilbøjeligheder forbliver uklare, men hans modstand mod en kirke, der snyltede på de fattige, lod sig styre af en udenlandsk magt og udspredte overtro fremfor at lade folket læse evangelierne selv havde dybe rødder.

Hilary Mantel - fortjent prisvinder

Hilary Mantel er eminent til at lade 1500-tallet genopstå med al dets brutalitet og kulørte leben. Bogen er med rette blevet fremhævet for sine vittige dialoger mellem højt begavede mennesker, men med sine over seks hundrede sider om et andet lands historie – Henrik den VIII er trods alt noget mere nærværende i et engelsk publikums bevidsthed – kunne man godt have ønsket sig, at forfatteren havde vist lidt mere af det mådehold, der lå hendes personer så fjernt. Men jeg er naturligvis klar til fortsættelsen om Cromwells fald…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s