Anmeldelser · Historie

Torben Jørgensen: Stiftelsen

Bogen – med undertitlen ’Bødlerne fra aktion Reinhardt’ – er et bearbejdet speciale og et fremragende et af slagsen. Mens langt hovedparten af den danske besættelsestidsforskning har haft et dansk udgangspunkt ved at handle om situationen i Danmark eller danskere, der på forskellig vis var med i krigen i udlandet, så er der her et rent internationalt fokus. Det er et bidrag til den internationale holocaustforskning.

Stiftelsen hentyder til den særlige organisation, der i 1939 blev etableret for at udføre eutanasi på Nazitysklands handicappede borgere, der systematisk blev gasset, kremeret og erklæret døde med en eller anden pseudoforklaring. Da jødeudryddelsen blev sat i system i 1941-42 blev dele af personalet fra stiftelsen overført til de tre udryddelseslejre Belzec, Sobibor og Treblinka, hvor omkring 1,8 millioner mennesker blev dræbt 1942-43. At 120-30 mænd kunne myrde så mange på så kort tid er ganske enkelt ufatteligt, selvom de havde ukrainske ’frivillige’ og jødiske tvangsarbejdere til at tage sig af det grove arbejde med at slæbe lig osv.

Fokus er som hos Christopher Browning på de ”menige” medarbejdere i folkemordet. Dem, der førte førerens vanvittige planer ud i livet, og som helt bogstaveligt stod i lig til knæene hver dag. Og som hos Browning er konklusionen, at langt de fleste var i stand til at udføre arbejdet, selvom de måtte dulme nerverne med alkohol.

Stiftelsens medarbejdere var ganske vist valgt på grund af deres partimedlemskab, men de var ikke specielt ideologiske nazister. De havde også et vist råderum, selvom det tilsyneladende krævede forbindelser at forlade stiftelsen helt. Torben Jørgensens undersøgelse synes at underbygge Brownings vurdering af, at ca. 10 % siger fra, ca. 10 % bliver mere voldelige, end de beordres til og de resterende 80 % udfører det arbejde, som de bliver sat til. Ikke nok med det: Selvom der var flere SS’ere blandt de overdrevent voldelige, så var det grundlæggende umuligt på forhånd at sige, hvem der ville havne i hvilken kategori, når de først kom til udryddelseslejren.

Med sit bottom-up fokus gør Torben Jørgensen det klart, at holocaust ikke blev realiseret af et anonymt bureaukrati, men af mennesker med forskellige baggrunde, forskellige reaktioner i situationen og forskellige skæbner efter krigen. I nærstudiet bliver det også tydeligt, hvor ufatteligt brutalt og beskidt myrderiet var, når familier blev flået fra hinanden på rampen, børn kastet op i transportvogne og jøderne drevet nøgne ind i gaskamrene med pisk og slag.

Til gengæld kan det fokus ikke forklare, hvorfor jødeudryddelsen fandt sted. Det erkender Torben Jørgensen også i konklusionen. Netop fordi der skulle så få bødler til, og fordi ”hvem som helst” kunne presses til det blodige arbejde, er bødlernes baggrund i virkeligheden mindre vigtig. Folkemordet blev i sidste ende kun til noget, fordi statsmagten stod bag.

’Stiftelsen’ er et imponerende stykke dansk historisk forskning med internationalt format. Det er ikke behagelig læsning, men kun ved at huske forbrydelsen og studere dens mekanismer, kan vi holde menneskets indre uhyre i skak.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s